Åbent brev til byrådet: Byg Arenaen på Borgmestergårdsvej

Holbaekonline.dk har modtaget nedestående læserbrev.

Kære Byråd

Et projekt til så mange millioner skal bruges.
Hvem skal bruge hallerne om dagen? Skolerne ligger for langt væk og skal derfor rekvirere busser eller anden transport for at komme derud, hvilket er en kæmpe hindring i den daglige planlægning af idrætstimerne – det ved jeg som idrætslærer da noget om.
Jeg synes også at idrætsklubbernes støtte det det OPRINDELIGE projekt er intetsigende. Det OPRINDELIGE projekt var på 700? mio, og hvilken lokal idrætsforening eller sportsklub ville ikke støtte en investering i lokale idrætsfaciliteter på 700? mio? Det NUVÆRENDE projekt er langt mindre uden at nogen kan sige, hvor meget mindre. Derudover må klubbernes støtte til Arenaen, eksempelvis løbeklubben Holbæk LMK’, stå for bestyrelsernes egen regning – ikke medlemmernes, hvor meningerne garanteret ikke er ligeså enslydende. Det samme er tilfældet for Stenhus Gym.

Der er også sagt og skrevet meget om synergi-effekter. Som jeg ser det er der ingen effekter af det projekt, som ikke også vil ske hvis de samme nye bygninger eksempelvis kom til at ligge på arealerne ved Borgmestergårdsvej. Her vil en udvidelse og renovering af det eksisterende kompleks tage sig godt ud i byen og garanteret været meget billigere. Samtidig kunne Seminariet inddrages i de kommende planer. Det vil forhindre en yderligere belastning på vangkvarteret og bjergmarken og blive et sted, hvor man går hen for møde en masse aktive mennesker. Jeg er helt sikker på, at langt, langt flere vil stikke hovedet ind i hallerne, stoppe op på deres gå-tur langs banerne eller standse cyklen, når der emmer af aktivitet omkring Borgmestergårdsvej i forhold til et kompleks ved højskolen.
Når cyklen er nævnt, vil jeg også gerne møde de forældre, der har tænkt på at sende deres børn på cykel gennem byen og ud mod Kunsthøjskolen. Mener vi at cyklen er sundere og bedre miljømæssigt end bilen, skal idrætsfaciliteterne også ligge centralt, hvor både børn, unge og voksne kan komme til. Med Arena-projektet bliver det i stedet pendling frem og tilbage i bil. Dermed skal forældre, som jeg, ligge vandret for at kører mine børn til sport – så må jeg håbe at mine døtre kommer til at træne de samme dage :-/ på nogenlunde samme tidspunkt.
Som jeg har set det er der også et mismatch mellem det nedskalerede Arena-projekt, den store mark og de synergier der nævnes, for der bliver langt mellem bygningerne derude. Og hvor pengene skal komme fra står også hen i det uvisse.

Sidst synes Arenaprojektet tidshorisont at gå hen i det uvisse, hvilket er hovedløst for de lokale sportsfolk – hvilken etape kommer hvornår, og hvor mange budgetoverskridelser bliver der?
Fælledparkens tiltrækningskraft i kbh. er åbenlys, og de grønne arealerne i byen er åndehullerne. Jeg tror på, at Borgmestergårdsvej kan blive Holbæks sportscentrum. Jeg håber virkelig at Arena-projektet ved højskolen droppes helt, og vil ønske mine børn på 2 måneder og 2 år i fremtiden kan cykle til sport, høre lyden fra 300 mennesker på stadion (når vinden er rigtig), kan tage ned i hallerne og se på mennesker og mærke pulsen af Holbæk. En renovering og udvidelse af det eksisterende omkring Borgmestergårdsvej kan både borgere, idrætsforeningerne og nok også byrådet bedre overskue og forstå.

Mvh
Martin Madsen
cand.scient i Idræt fra KU
Idrætsunderviser på Stenhus Gym
Medlem af Holbæk LMK og Floorballklubben Holbæk Bombers

One thought on “Åbent brev til byrådet: Byg Arenaen på Borgmestergårdsvej

  1. Problemet som jeg har forstået det er at flere af de nuværende foreninger på Borgmestergårdsvej ikke har baner nok eller ikke har haltid nok og derfor træner til kl. 23 på hverdage. Hvis man skulle samle det hele på Borgmestergårdsvej må man formode at der udover en renovering af Stadionhallen også skulle bygges haller, hvor der kunne dyrkes andre former for indendørs idræt. Dette ville indskrænke arealet til fodboldklubben, som jeg har kunne forstå også har svært ved at få bane antal til at gå op med antal medlemmer. Derudover skal der vel også iflg. arena-projektet placeres en svømmehal på området. Selvom du inddrager Seminariet og evt. Brunhøjskolen i arealet må man formode at området ikke bliver stort nok til at rumme al idrætten. Til sidst er der også spørgsmålet om infrastrukturen til anlægget, hvis man ser scenariet at der er kamp på stadion samt på omkringliggende fodboldbaner, håndbold eller basket kampe i hallen, holdkampe i badminton og svømmestævne ligger det alt andet lige et kæmpe pres på tilkørselsforholdene til området. Dette kræver en god infrastruktur fra motorvejen eller andre større indfaldsveje til Borgmestergårdsvej og den er der ikke i dag. Derudover skal der også placeres et større antal p-pladser på området end de nuværende og da pladsen i forvejen vil blive for lille gør dette det ikke bedre. Mht. synegieffekten er vi nok enige om at placeringen ikke afgøre om denne påvirkes. Må man formode at infrastrukturen til området ved højskolen er med i planen om arenaen da der skal anlægges nye stier samt bedre offentlig transport.

    Venlig hilsen
    Mikkel Nielsen
    Bsc. merc i Sport- & Eventmanagement fra SDU

Skriv et svar