28. marts 2024

Friluftsrådet har bestluttet at give et tilskud til at ansætte en naturvejleder på Brorfelde Observatorium Målet er at skabe endnu mere og bedre formidling på Brorfelde Observatorium til glæde for både skoler, borgere og turister.

Der er tale om en tre-årig bevilling og udsigten til at der kommer en naturvejleder til Brorfelde Observatorium skaber glæde hos formand for Kultur- og Friluftsrådet i Holbæk Kommune, Emrah Tuncer (B):

– At Brorfelde Observatorium ved årsskiftet kan ansætte en naturvejleder er et godt eksempel på, hvordan kulturlivet kan være med til at skabe vækst og nye arbejdspladser i Holbæk Kommune, og det er jo netop vores hensigt ved at satse på kulturen, fortæller Emrah Tuncer.

På Brorfelde Observatorium betyder bevillingen, at men de næste tre år kan lave en mere langsigtet formidlingsstrategi og skrue op for volumen af aktiviteter og tilbud til glæde for både Holbæks borgere og turister.

– Vi er virkelig glade for Friluftsrådets beslutning, som betyder, at vi nu for alvor kan opkvalificere og udvikle både vores skoletilbud og vore events,” siger Julie Bouchet, der også fortæller, hvordan det især er formidling af det enestående mørke på Brorfelde, der bliver naturvejlederens opgave.

– Naturvejlederen skal sammen med os udvikle og afprøve særlige koncepter for aften- og natteevents med fokus på naturformidling, friluftsaktiviteter og astronomi. Det er vi rigtig spændte på, hvad der kommer ud af, siger Julie Bouchet.

Bevillingen dækker 1/3 af naturvejlederens løn, hvor resten dækkes af Observatoriets indtægter. Ansættelsesproceduren vil igangsættes i oktober, hvor stillingen slås op. Den nye naturvejleder vil starte den 1. januar.