16. april 2024

Igår klokken anmeldte en 62-årig kvinde fra Tølløse, at hun netop var blevet ringet af sin bank, der havde oplyst hende om uberettigede hævninger på knap 7200 kr. fra hendes konto.

Kvinden konstaterede efterfølgende, at hendes dankort var væk.

Det var formentlig blevet stjålet søndag eftermiddag mellem kl 16 og 16.30 efter indkøb i et supermarked. Den 62-årige var da ved at sætte indkøbsvognen på plads, da en fremmed kvinde spurgte, om hun kunne veksle en mønt til indkøbsvognen. Den 62-årige henviste til veksling i supermarkedet og gik væk fra den fremmede kvinde, der straks efter vendte tilbage. Den fremmede kvinde havde nu problemer med sine øjne og ville gerne vide, hvor nærmeste hospital lå. Den 62-årige vejledte hende og kørte efterfølgende hjem.

Den fremmede kvinde blev beskrevet som: kvinde, 40-45 år, mellemøstlig af udseende, 160-165 cm høj, almindelig af bygning, sort hår, iført mørke bukser, talte engelsk.

Den 62-årige fortalte politiet at hun erindrede, at en mand havde stået meget tæt på hende, da hun betalte for sine varer i supermarkedet, men ingen øvrige personer var set udenfor, da kvinden henvendte sig.

Det stjålne dankort var blevet misbrugt i tre supermarkeder, bl.a. 2 i Roskilde-området.