20. april 2024

HB Bus, som tidligere på måneden overtog handicapkørseln i Holbæk Kommune, undskylder for det kaos, som flere kunder har oplevet med forsinkelser, manglende afhentning og for tidlig kørsel.

Administrerende direktør i Handicap Befordring A/S, Frank Nissen, undskylder overfor både brugere og pårørende på firmaets hjemmeside:

– Jeg vil gerne sige undskyld for den store ulejlighed, vores kunder samt vores daglige brugere og deres pårørende har i disse dage. I forbindelse med indkøringen af nye IT-systemer for nogle dage siden opstod der en uventet fejl. På grund af denne fejl er vi blevet forhindret i at yde den service, som vores kunder og brugere både kan og bør forvente af os. Skylden ligger helt og aldeles hos os, og vi er meget kede af det, der er sket.

Firmaet har i den forgangne weekend forsøgt at løse problemer, men alligevel er problemerne fortsat og det har, ifølge TV2/Øst fået Holbæk Kommune til at se sig om efter et nyt firma, som kan stå for handicaptransportet.

På Handicap Befordring A/S’ hjemmeside skriver den administrerende direktør:

– Afslutningsvis skal jeg sige at, vi er klar over den påvirkning det har på alle implicerede parter, og der er ikke nogen der er mere ked af den situation vi står i lige nu end os.

Læs også: Medie: Holbæk dropper HB Bus