28. marts 2024

Niels Nielsen, søn af gårdmand Niels Hansen på Brøndsøgård i Bybjerg kom ud for lidt af hvert i sit liv – han blev sendt i krig og måtte bagefter se i øjnene, at hans kune var ham utro mens han var væk. Hans liv inspirerede ham til et skrive en sang. Men først hans historie.

Niels Nielsen, født i 1837, var 20 år gammel, da han blev gift med den to år ældre Karen Marie, som var datter af Morten Mogensen i Bybjerg.

I 1864 blev måtte han som så mange mænd fra Orø – og resten af landet – deltage i krigen mod Preusserne og Østrigerne. Efter krigen stak han til søs, men da han kom hjem, måtte han sande, at ægteskabet med Karen Marie ikke var så godt. Hun havde været ham utro og fået et barn, som han ikke kendte til.

Karen Marie var vist også en skrap kone, på øen mente man, at hun stod i pagt med skjulte og onde magter og hun gjorde livet hedt for ham og, siges det, stræbte ham vistnok også efter livet.

Det endte da også med, at parret blev skilt, hvilket var noget af en sjældenhed dengang.

Niels Nielsen sejlede, men efter noget tid blev han færgekarl hos Jens Færgemand. Senere havde han sin egen båd og sejlede han færgefart mellem Orø og Holbæk.

Han boede flere forskellige steder i Bybjerg gennem livet.

I Folketællingen 1890 står han opført som 52 år og som husmoder er opført Kirsten Marie Sørensen, født Orø, 41 år gammel.

Niels Nielsen døde i 1896.

Niels Nielsen digtede selv en sang om sit liv og sit ægteskab som han gerne sang, når han var fuld:

En liden sang jeg skrive vil
For eder mine venner kære
Som i skal få at høre, hvis i vil lytte til
I mine ungdomsdage, det monne hænde sig
At jeg mig jo forlovede, at jeg mig jo forlovede,
Alt med en pige skøn

Vi væred så forloved udi tre fjerding år
Vi elsked højt hinanden, det kan i lide på
Thi hun var smuk og venlig, og kærligt talte hun
Og hun var ene arving, og hun var ene arving
Til hendes faders gård

Jeg sagde så til hende, det bedre er at gifte os
At vi kan leve sammen i vore leveår
Hun straks da monne svared, ja det jeg gerne vil
Enskønt at hendes fader, enskønt at hendes fader
Slet ikke vidste det

Jeg gik så hen til ham en dag
Og sagde hør min gode mand
Jeg elsker højt din datter, hun være skal min brud
Han straks da monne svare, det ikke nytte kan
I er jo alt for unge, i er jo alt for unge
At tænke på den stand

Men det da monne blive, da bestemmelsen var gjort
Han måtte eftergive, og brylluppet dertil
Vi leved så tilsammen, i glæde og fryd
Ja 5 år monne gange, ja 5 år monne gange
Så vendte bladet sig

Så fik vi krig udi vort land
Soldaterne blev snart indkaldt
Og jeg var også i blandt dem, der stride skal for land
Jeg rejste så vemodig fra hende og de små
Det kan enhver vel tænke, det kan enhver vel tænke
Hvori der hjerter bor

Og da vi kom til København, og iført klæderne blev
De os da monne sende, til Dybbølsstillingen
Vi der på forpost stode, i vinter, frost og kuld
Ja mange måtte bløde, ja mange måtte bløde
For Danmark så huld

Så var vi der i nogen tid, indtil den 18 april
Da fjenden os omringet, og os til fange tog
De os da monne føre, langt bort til Prøjsen land
Så var vi da i slaveri, så var vi da i slaveri
Og seksten uger svandt

Da jeg nu hjem til hende kom, jeg troed alt var
Meget godt, så var hun rent af lave
Og kærligheden var slut
Hun sagde derfor straks til mig, jeg heller havde set
At du var bleven borte, at du var bleven borte
Og aldrig kommet mer

Så blev jeg der hos hende, ja fem år monne gange
Til, thi så fik jeg i sinde, at fra hende tage vil
Thi hun var ej at leve, tilsammen med for mig
Hun tænkte ej på andet
End på at øve kiv.

Men sørgeligt er dette dog, for alle vore børn så kær,
Som vi har avlet sammen, jeg nu fra dem må gå
Thi nu så vidt at spredes, til fremmede sat ud
Ja blot for hendes ondskab
Er alting gået så

Men bedre er det nu for mig, end dengang jeg
Hos hende var, nu er jeg fri for næringssorg, og lever
Fredeligt, skønt jeg mit brød må tjene, på havet bølge blå
Det kan jeg spise nu i fred, det kan jeg spise nu i fredag
Nu er jeg lykkelig

Også mit navn jeg skrive vil, som denne vise digtet har
Det skal i få høre, det står her åbenbart
På skonnerten ”Elise” jeg tjener nu for sandt
Niels Nielsen jeg hedder, Niels Nielsen jeg hedder
Som skrive denne sang

Også et vers jeg skrive vil, til dig som jeg til ægte tog
At du vil dig omvende, og tænke dig lidt om
Jeg selv for dig skal bede, til den almægtige
At han dig vil forlade, at han dig vil forlade
Og vende om dit sind

Tak til lokalhistoriker Carsten Roug for hjælpen

Læs mere i vores tema: Orø og De Slesvigske Krige