Pastor Prips ungdomserindringer: Om krigen i 1864

På billedet ses et håndskrevet kopi af dagbogen samt et billede af Pastor Prip i moden alder (omkring 1910).
På billedet ses et håndskrevet kopi af dagbogen samt et billede af Pastor Prip i moden alder (omkring 1910).
Pastor Prip blev i 1893 sognepræst på Orø, men inden da havde han i en alder af 22 deltaget i krigen mod preusserne og østrigerne i 1864.

Nedenfor kan du læse et uddrag af Pastor Prips ungdomserindringer, som i 1911 blev udgivet af Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.

Min Faders slægt
Der gik sagn i familien om, at familien Prip var en gammel slægt. Sagnet stammede fra min faders hjem, men noget fast holdepunkt havde man ikke, og har det ikke endnu.
Så langt som kirkebøgerne går tilbage har vor familie boet i Middelfart, hvor slægten lever endnu.
Denne Rasmus Prip, født 1771, var vor bedstefar. Han var garver og skomager og sad i en god bedrift, men de trange krigsår og den store familie – 14 børn, hvoraf jeg dog kun har kunnet finde navnene på de 11 – var skyld i, at han ved sin død kun efterlod sig sit hus og sit indbo.
Den anden faster, Sara, var gift med smedemester Ankersen ”henne på Torvet”, en dygtig lidt fåmælt mand i gode kår. Hans have gik ned til stranden, hvor han havde sin lille bådebro og sin pyntelige båd. Han passede sit håndværk, men hans største interesse var dog jagt, fiskeri og sejlads. Når han kunne tage sig fri, lå bæltet og lokkede ham med sine fortrinlige strømtorsk og sine vildænder, og ”smed Anker” færdedes sent og tidligt ude. Det var en fest for os at komme til Middelarrt og besøge ham og faster Sara med de sorte øjne og det sorte krusede hår.
Hvilke pandekager kunne hun ikke bage og hvor tumlede vi os ikke i båden og ved stranden, pilkede torsk og dørgede makrel, som hun stegte til aften. Ja det var et herligt liv. Der var også en stor børneflok som alle lever endnu. Smed Ankersen og faster Sara døde begge i året 1892. Ved den sydlige side af kirken i Middelfart findes vor families gamle Gravsteder

Min moders slægt:
Det var et tarveligt hjem dertil nøjsomt, hvor der blev arbejdet trangt. Alt måtte udføres i hånden, den gang fandtes der jo ingen maskiner, og bedstemoder som lærte unge piger at sy, havde den læreregel, at ”en lang tråd gi’er en doven sypige” og jeg forstår ikke rigtigt hvorfor. De havde deres tarvelige udkomne og opdrog deres børn under ret streng tugt. Bedstefader brugte f. eks. Den kur om vinteren, når børnene havde frost, især i hælene, at han strøede lidt krudt i det åbne sår og stak ild på det. ”det var så godt til at trække frosten ud”. Moder har selv fortalt det, så sandt er det.
Der var i det hele taget noget underligt gammeldags ved folk deroppe i Ryttergården, f.eks. ved gamle Jeppe Brørup med de gule knæbenklæder, de hvide strømper, den røde tophue og den tærnede vest med strikkede ærmer. Samme hovedbeklædning brugte bedstefader også i hjemmet. Han var en ualmindelig høj, noget duknakket mand med et strngt alvorligt udseende. Bedstemoder husker jeg som en lille stilfærdig kone med et mildt ansigt, pyntelig og proper, som hele hjemmet. Moder blev strengt opdraget og godt opøvet i orden og pligttroskab.
Hun har fortalt, at bedstefader en gang i hendes tidligste barndom tog hende på armen og bar hende ned til Rådstuen, hvor en ung fyr blev pisket og brændemærket. Efter at rakkeren havde trykket det glødende jern, med en galge som mærke, ind i hans pande, blev han lukket ind i nichen under den store rådhustrappe, som ved et gitter var aflukket fra gaden, og hvor halsjernet var fastgjort i muren. De mange folk kunne efter ekskutionen frit tale med misæderen. Bedstefader kom med moder på armen også hen til gitteret og spurgte ham hvordan han havde det. ”Aa, gode mand, de kan nok tænke dem, hvordan jeg har det” svarede han jamrende. ”Hold dig nu fra at stjæle en anden gang”, sagde bedstefaderen og gav ham et pengestykke, som han nok fik mange af i løbet af dagen. På moder gjorde det et stærkt indtryk, hvad der vel også var tilsigtet; os fyldte det med gru og rædsel, når hun senere i mørkningen ved kakkelovnens ild fortalte om det.
Moder var særlig flink i skolen . Hun lærte godt at regne og skrive, hvad fader aldrig fik lært. Siden måtte hun derfor føre al korrespondance i vort hjem og fik lejlighed til at holde sig i øvelsen da hun fik de mange drengebørn at skrive til.

Hjemmet og dets omgivelser
Min kære gamle fader var født 13 juni 1806.
– Fynske bedstemoder havde en slægtning, der var gårdmand på Samsø og som havde brug for en dreng, der kunne vogte får, og bedstemoder mente, at hendes Jørgen kunne udfylde pladsen som fårehyrde, skønt han kun var 9 år gammel. Der blev lovet drengen god behandling, et sæt klæder og meget andet godt – det var jo hos en slægtning. Drengen kom altså til samsø straks efter bedstefaders død i 1815, skønt det ikke manglede på advarsler. En gammel mand af slægten Prip i Middelfart gik op til bedstemoder og sagde: ”Du vil da vel ikke sende din dreng til samsø? De gør ham tosset derovre”. Men hun følte sig bunden til sin aftale, og det blev et såre strengt år for den lille Jørgen Prip. Når fader omtalte det, sagde han gerne: ”Det var hug og had, og lidt mad”. Langt ud i udmarkerne blev han sendt med sin fåreflok og tilbragte der sin tid. Pjaltet, halvnøgen og sulten drev han om med sine får.
De rige klæder udeblev, maden skottede det på, renlighed og skolegang var der ingen, der tænkte på. Fader kaldte det altid ”et lidelsens år”. Det var i nærheden af Kolby Kås på Samsøs sydside. I det gamle Brattingborgs ruiner indrettede han sig en slags hule eller hytte, hvor han søgte ind i ondt vejr.
Da han var blevet konfirmeret, kom han i snedkerlære hos snedker Grossi, Middelfart, og efter 1825 at have gjort sit svendestykke, den traditionelle dragkiste, som moster Magdalene købte, og som endnu er i familien, fik han arbejde ovre i Fredericia. Her følte han efterhånen mere lyst til at beskæftige sig med større friluftsarbejder i skibe og både nede ved havnen, og arbejdede også en tid på Poulsens værft i Åbenrå.
Han havde imidlertid lært min moder at kende, medens hun tjente hos Borgmester Rahbæk som stueoige og barnepige. I 1827 blev mine forældre gifte og lejede en lejlighed hos Smed Melsing i Vendersgade. Der blev min ældste broder Rasmus født 1828.

Fader var en i høj grad alsidig og praktisk mand, der frejdigt gik i gang med alt hvad der på nogen måde kom ind under tømrer- eller snedkerarbejde. Han fik dels arbejde hos gamle Mads Munk, dels arbejdede han på egen hånd som bådebygger.

Om krigens tid og studietiden før krigen
Det var i det hele taget en meget lykkelig tid for mig nu, da jeg havde lejlighed til at se og nyde, hvad jeg hidtil havde sagnet, om end der ikke kom andet ud deraf end at jeg følte mine evner til at se og til at nyde skønheden i den verden, jeg levede i, ligesom vokse hver dag. Vekselerer Hansen havde lejet sommerbolig på det gamle ”Springforbi” med den dejlige park på skrænten mod Sundet, og jeg spadserede undertiden derned lørdag eftermiddag; men oftest kørte jeg med Hr. Hansen og sønnerne henad aften, når vi efter hans børstid havde spist til middag på Højbro Plads. Dengang var Strandvejen mere åben både mod Sundet og mod landet, så det ene dejlige billede fra land og sø efter det andet drog forbi vort øje, og jeg den fattige student i den fine landauer, følte mig lykkeligere end mangen prins. Om søndagen kom der mange unge mennesker, og der blev leget og sunget og sejlet, især efter at fiskeren der ejede båden, og som havde prøvet mine kvalifikationer som styrmand, erklærede at han ville betro mig sin båd når som helst. Jeg måtte tit om aftenen synge svigersønnens Johannes Helms’s sange for den gamle vekselerer, og jeg havde i Slesvig lært flere, der ikke var trykte og som derfor var ukendte, selv i denne kreds.

Frederik den syvende var rejst til Flensborg og Slesvig, og grevinden boede på Glucksborg. Kongen holdt manøvrer og inspicerede Dannevirke, og havde ingen ro på sig. Der var vel ikke så grumme mange danske dengang, der turde lade det spørgsmål komme frem: Om Dannevirke ville svare til det vi ventede. Den var jo grænsevolden, hvor vi efter sidste krig stod som sejrherrer, den grænse som nu yderligere skulle fastsættes ved Fællesforfatningen, som man jo arbejdede på. Det var i ånden fra 48, at den allerstørste del af det danske folk så på indre og ydre politik – og på Dannevirke med. De der stod Frederik den VII nær mente, at han begyndte at tvivle på Dannevirkestillingen, og det er også bleven sagt, at den tvivl bidrog meget til at forøge den eksalterede stemning, der prægede hans sidste tid. – Søndag den 15. november var jeg som sædvanlig til middag på Højbro Plads. Kl. 4 om eftermiddagen gik jeg ned på gaden, det var et mørkt og uhyggeligt efterårsvejr, og der var mange folk; men de færdedes så forunderligt tyst, alle vidste jo at kongen var meget syg og alvorlig. Da traf jeg en bekendt, der spurgte mig:”Har de hørt, at Kongen er død?”. Jeg løb op igen i dagligstuen og bragte budskabet. Der blev ganske stille, kun den gamle fru Hansen sagde for sig: ”Gud må vide hvad de kommende tider vil bringe os”.

Nu fulgte disse urolige dage, da man her i København kun levede for det spørgsmål, om den nye Konge ville underskrive Fællesforfatningen eller ikke. Jeg tror, at adskillige af mine samtidige blandt studenterne var lidt i uklarhed om, hvad det egentlig var der skulle ”skrives under”. Jeg kunne heller ikke rose mig af nogen klar opfattelse af situationen, men så meget havde jeg fået ud af den, at Fællesforfatningen skulle knytte Sønderjylland fast til Danmark, og det var jo netop det, som jeg af yderste evne havde håbet og arbejdet på i de år, jeg havde levet derovre. – Kongen skrev under. Det var sikkert en tung tid for ham, men smukkere og ædlere kamp end den, han kæmpede for at vinde sit folks kærlighed, er ikke kæmpet, og jeg kan tilføje: Smukkere sejr er ikke vundet. – Udsigten til krigen rykkede os nærmere. Fra Slesvig hørte jeg om hvor ivrigt der blev arbejdet på skanserne og om de mange soldater der kom derned. I København mødte mange indkaldte, som blev indkvarteret, indtil man kunne få em iklædte og udrustede. Der kom måske nok noget frem af ”stemningen fra 48”, men den var langt fra så tillidsfuld. Jeg kunne ikke holde ud at sidde oppe på min kvist og læse, og jeg var meget i Studenterforeningen. Julen kom men jeg rejste ikke til Slesvig. Min broders hus var altid fyldt af militære, hvoraf byen var overfyldt, og det kunne måske være vanskeligt at komme derfra igen. Juleaften tilbragte jeg på Højbro Plads, hvortil fru Helms var kommen fra Slesvig med børnene. Manden var blevet ved sit embede. – Det var en underlig mørk jul. Mange hjem havde allerede sendt fædre og sønner til sydgrænsen, og mange gik og ventede ordre til at følge efter. Juledag rejste jeg til Sorø til Bojesens og Vilsters, og 2. juledag til Hammer Præstegård for at besøge hvor gamle præst fra Fredericia, Dr. Rørdam. Der var en underlig uro over mig. Hæren samledes nede ved Dannevirke. Intet øjeblik havde jeg, siden jeg i 1858 kom til Angel, været i tvivl om, at jeg i krigstilfælde måtte være med for at forsvare mit land. Efter ferien var jeg hver morgen vidne til, at afdelingerne marcherede til Banegården; der blev ikke gjort megen stads af de bortdragende, næsten lige så lidt som de langt færre, som kom hjem igen. Krigen var jo endnu ikke erklæret, og nogle´tvivlede vel endnu om, at det blev til alvor. – I studenterforeningen var der røre, og det så ud til, at adskillige af kammeraterne var ivrige efter at komme med, men da det kom til stykket, var der ikke så mange, som gjorde alvor af det. En ting var det jo at slås til sidste mand i studenterforeningen, en anden ting var det nu at gøre alvor af det. Jeg skrev så til mine forældre for at få deres samtykke, men der kom et meget alarmerende svar med afslag tilbage. Anders, der havde en udmærket stilling på et stort udvandrerskib, ”Louis Napoleon”, havde opsagt sin plads og var lige kommet over Ejderbroen ved Rendsbo, da tyskerne besatte det sydlige brohoved, og han kom nu om bord på fregatten ”Jylland” som helbefaren. Frederik havde hyre på en brig og var kommet til Stettin fra Østindien, da Rasmus og jeg skrev til ham, at nu var Danmark i nød. Han rejste straks til København over Lybæk, meldte sig ligesom Anders på Orlogsværftet og blev ansat som helbefaren på ”Fregatten(Jylland) ”Sjælland”. Rasmus var jo som feltpræst allerede midt i krigen. Nu syntes de gamle det kunne være nok, og de bad mig vente til jeg blev indkaldt – jeg var lige fyldt 21 år. Det samme skrev Dr. Nyborg til mig, idet han lod mig forstå, at jeg, hvis jeg meldte mig, ville miste den understøttelse, som var mig sikret i mit første studenterår. – Således stod sagerne i begyndelsen af januar 1864. Jeg gjorde mig ærlig umage for at få noget bestilt til filosofikum, men det ville ikke rigtig lykkes; det var nødvendigt at jeg passede mine timer i skolen, men også mine forelæsninger – hvad jeg ikke gjorde. Så brød krigen ud den 1ste februar. Fjenden gjorde sit første stød imod Mysende, men forandrede derefter sine planer. Det var lettere at gå over Slien ved Kappel, hvor der ingen skanser var, og derfra foretage en omgående bevægelse, hvorved han fra vor venstre flanke kunne rulle hele vor hær sammen; det har vi danske lært at se bagefter. Dengang herskede der en rasende forbitrelse mod dem, der havde besluttet tilbagetoget fra Dannevirke. Dannevirke opgivet!. Vi forstod det slet ikke dengang. Da jeg hørte det på gaden, løb jeg op til Hansens og fortalte det, men jeg pådrog mig en drøj irettesættese af fru Helms, der lod mig vide, at man for det første ikke måtte tro på sådan umulig sladder og for det andet ikke måtte løbe videre dermed. Vi fik dog snart troen i hænde. Helms blev fordreven fra Slesvig By med de andre danske, Rasmus måtte gøre det strenge tilbagetog med hæren fra Dannevirke. Hans svage hustru måtte dagen før på åben vogn med 4 små børn, det ene kun ½ år gammel, køre fra Slesvig til Flensborg, derfra videre til Årøsund, over bæltet til Assens og så videre til Odense; endelig nåede de til Sorø. Nu blev der kæmpet hver derovre hver dag, hver dag meldte telegrammerne i Studenterforeningen om sårede og døde. Der faldt jo især mange officerer og andre befalingsmænd, og der blev da offentliggjort en bekendtgørelse om oprettelsen og uddannelsen af flere hold officeraspiranter. Man ville gerne have studenter, som man mente i kort tid kunne lære den nødvendige theori, og som var kraftige nok til at gentage og gennemgå en meget forceret praktisk uddannelse på Landkadetakademiet. Nu trak det atter stærkt i mig. Dybbøl var belejret. Nej, jeg kunne ikke længere holde det ud! Jeg skrev min ansøgning og meldte mig til tjeneste i februar og sendte så brev til mine gamle forældre med bøn om, at de ikke måtte blive vrede, men nu var det sket. Og underligt nok, nu kom der ikke et bebrejdende ord, kun kærlige ord, og løfter om, at de ville bed Gud om at bevare deres 4 drenge i krigen, alle dem som de nu i øjeblikket havde at råde over. Christian stod i Københavns Borgervæbning, og Hans var som jungmand på vej til Kina. Da Carl Christian Hansen, vekselerer H. P. Hansens ældste søn, der var juridisk student hørte, at jeg havde meldt mig på Reserveofficersskolen, sagde han på sin stilfærdige måde ”så tror jeg også, jeg melder mig Prip”, og han meldte sig. – Den 14 marts, samtidig med at det ældste hold aspiranter afrejste til hæren og kom med i kampen på Dybbøl, mødte vi på Landkadetakademiet i Fredericiagade. Flere af dette ældre hold faldt i kampen, og ved deres begravelse i København stillede aspirantskolens elever på Kirkegården og skød æressalver over deres kammeraters grave.

Jeg vil gerne fortælle lidt om en korte tid jeg gennemgik denne skole på akademiet, men den frembød ikke mange afvekslinger, der blev fordret et strengt arbejde: Om formiddagen på Fælleden, om eftermiddagen til kl. 6 på skolestuen. Når vi udisciplerede som vi var, i kortest mulig tid skulle lære ikke alene at lyde, men også at byde. Måtte der jo tages alvorligt fat. Vi glødede af iver efter at gøre vor pligt. Thi vi anså det for det mest krænkende, der kunne times os, at blive kaaserede som ubrugelige til befalingsmænd. Der måtte og kunne også være bleven noget udmærket af os, hvis vi havde fået en tilstrækkelig uddannelse, men hvor kort og mangelfuld den var, tror jeg nok det må indrømmes, at aspiranterne i almindelighed udfyldte deres pladser. For dem der kom fra et lunt og hyggeligt hjem, var overgangen til kasernelivet hård nok. Hver deling havde en samlingsstue med bænke og lange borde, hvor der blev spist og drukket, pudset gevær og lædertøj, børstet tøj og smurt støvler, røget tobak og snakket og diskuteret, læst og skrevet – således som jo enhver, der har været soldat, kender det. I sovesalene var madrasserne til at begynde med stoppet således med langhalm, at de dannede runde pølser, på hvis højderyg man lå og balancerede, til man gled ned og under almindelig latter plumpede på gulvet. Efterhånden lærte man at lave sådanne fordybninger i disse halmsække, at man lå fast, og man var så træt af dagens uvante beskæftigelser, at man sov, hvorledes end lejet var. Siden, når jeg lå i en grøft eller på den flade mark om natten, tænkte jeg med vemodig længsel på halmmadrasserne og de gode uldne tæpper. Kl. 6 lød en gennemtrængende underofficers røst: ”Aspiranterne op!” I en fart kom vi op, fik os vasket og påklædt og sprang ned i marketenderiet for at få kaffe og nogle rundtenommer. Den ene dag lignede den anden, og der var aldrig nogen der knyede eller gjorde vrøvl. Det var jo alvorlige tider, og det må have været et nemt kommando for chefen, den lille major Chadtler med det lynende blik under de buskede bryn og den krumme næse. En tid lang gik vi i vore egne klæder, og da var der ikke tale om den senere strenge pudsning af mundering og knapper, men de gamle glatløbede geværer med den klirrende ladestok var den eneste genstand for vor ømme omhu, og vi slog i dem under eksercitserne, så det raslede efter. Efterhånden blev uniformerne færdige, og vi var stolte, når vi viste os i dem uden for akademiet, tæt tilknappede med skinnende knapper. Livrem og sabel. Vi skulle gå med hvide handsker, måtte ikke ryge cigar og altid spejde efter overordnede, som vi uhyre stramt måtte hilse på. Skolen var streng, men behandlingen var human. Efter Dybbøls fald blev vi straks flyttet ud til Kastellet, da akademiet skulle bruges til laserat, og efter endt prøve blev vi færdige til at afgå til regimentet. Jeg valgte at komme til 6te regiment, som havde ligget i garnison i Slesvig By, og C. C. Hansen fulgte mig.

Vi fik pakket en urimelig mængde småting i vore tornyster og brødposen, uden rigtig at gøre os klart, at vi selv skulle bære det alt sammen, men vi lærte os snart at skille os af med de fleste af disse sager og at indskrænke vore fornødenheder til det mindst mulige. – I begyndelsen af juni drog vi afsted over Korsør til Als, hvor regimentet lå. Min broder Anders havde jeg af og til set, da han ofte blev brugt til som prisemester at føre tyske priser til København, hvor der efterhånden samledes en lille flåde af prisefartøjer på Rheden. Han havde kun lidt mandskab med sig, men det var bevæbnet til tænderne, da en tyske besætning som oftest var større, og der forefaldt ikke få tilfælde hvor der var brug for mod og bestemthed. Da budskabet kom om slaget ved Helgoland, en af de få glædelige begivenheder i den så ulykkelige krig, og den sejrende eskadre kom til København den 15. maj, så jeg fra Kastelsvolden de høje rejsninger af vore orlogsskibe oppe i Sundet. Folk strømmede ud på Toldboden og på Langelinie, Kongen gik om bord, og der blev mandet ræer, og jubelen var mægtig. For at få noget sikkert at vide om Anders lod jeg mig hurtigt ro ud til ”Jylland”, fik fat i en underofficer og spurgte ham, om 145 var såret, ”145! Han fejler skunde noget” svarede han og brølte ned i storlugen: ”145!” men der var ingen 145. Så råbte han op i storlugen igen og dernæst op i rejsningen på fortoppen, og jeg så da en kigge ud over merseranden og så kom entrende ned, og det var endelig den kære broder. Han holdt af at snige sig op i merset, når han ville have ro til at læse; denne gang var det ”Erik Menveds barndom”, som han læste og stak inden for skjorten. Han var en strålende sund og frisk fyr. Han var kanonkommandør ved forreste dækskanon på styrbordssiden, og de fleste af hans folk var faldne eller sårede ved at en fjendtlig kugle var gået ind gennem(lugen) lønningen over kanonen, havde ramt skibsklokken, der hang på bakken, og stumperne af klokken havde så ødelagt de fleste af hans folk. Efter slaget blev der uddelt 10 dannebrogskors. Anders var den første af de helbefarne, som blev indstillet, men da chefen havde indstillet mange flere end 10, måtte der trækkes lod, og loddet traf ham ikke. 25 år efter i 1889, blev det bestem at de endnu levende af dem, der var indstillet 1864, skulle dekoreres. Der blev samlet så mange deltagere i slaget som muligt, til en festlig sammenkomst, men Anders var ikke at formå til at gå med, han holdt ikke af at blive ”set på”, og han blev hjemme. Han var dengang mester på havnevæsenets plads på Refshaleøen, og havnekaptajnen kommandør Luders, overrakte ham da nogle dage senere, i overværelse af samtlige funktionærer og arbejdere, dannebrogsmændenes hæderstegn. Han slap altså ikke for ved den lejlighed at blive ”set på”, og han sagde, at den dag var drøjere end selve slagdagen. Senere fik han Stanislaus-ordenens guldmedalje og før sin død(1909) fortjenstmedaljen, men han bar ikke sine dekorationer. Nej, så ville folk måske ”se på ham”. Min broder Frederik nåede også ombord i ”Sjælland” at komme i slag nede ved Svinemunde, hvor flåden blokerede. Det var en mindre træfning. Frederik var ansat ved en af de riflede kanoner, som der var særlig brug for, da tyskerne med deres langtrækkende skyts kunne beskyde os, uden at vi kunne nå dem med vore, mest glatløbede kanoner. På slagsiden kom en engelsk transportdamper nede fra eskadren op i Sundet, og da den passerede fregatten ”Jylland”, råbte kaptajnen til gamle orlogskaptajn Holm: ”There is fighting to day!”. ”Jylland” gik nu med fuld kraft syd på, men da den kom til valpladsen, var preusserne i havn, fulgt lige til døren af de danske skibe, der sendte dem lag på lag, så længe de kunne række dem. Da der straks blev sendt båd fra ”Jylland” var Anders heldig at komme med i den og fik hilst på Frederik, der sad i en af batteriportene og kiggede efter ham. Jeg havde lige forsynet Anders med et forråd af tobak, som det jo altid skortede på om bord, nu fik Frederik tobakken. De talte længe sammen, Anders i båden, Frederik i kanonporten. Så siger Anders pludseligt: ”Er du såret, du bløder jo”?. ”Det ved jeg ikke noget af” svarede Frederik på sin sindige måde, men det viste sig nu at han var blevet ramt af en splint oppe i hovedet, så blodet løb ham ned over panden og næsen. Det var dog ikke mere end at de morede sig over, at han nu kunne sige at han havde udgydt sit blod for Fædrelandet. Jeg var godt kendt på ”Jylland”, og jeg benyttede enhver lejlighed til at komme om bord, mens jeg var på skolen. Så lød det ikke sjældent bagefter: ”145!” ”Lån mig en pibe tobak, din broder har jo nylig været her”.

Det var en glad og frejdig skare der den 9de juni drog af sted med jernbanen til Korsør, hvor dampskibet ”Diana” lå parat til at gå om bord på for at sejle til Hørup Hav. På dampskibet traf jeg oberst Fåborg som jeg kendte fra Ekenførde, og som nu var min brigadekommandør, og blandt kammaraterne kan jeg nævne Bretton, der den 9de juni fik begge ben skudt af og straks døde, endvidere Skram der fik et par skudsår i kroppen, Jakob Scavenius, Pietro Krohn, Otto Haslund, Kallenbach, Otto Just, Flemming Lerche o. m. a.. Forude på skibet traf jeg cand. Theol. Peter Lund, som var menig og som faldt en snes dage efter på Als. Ham følte jeg mig tiltrukket af. Da vi sejlede ind i Hørup Havn, så jeg igen de kendte steder, Sønderborg, Dybbølbjerg, Vemmingbund, Broagerland, og i syd skimtede jeg Angels kyst med min kære gamle kirke. – Men nu var her krig.

Der var stor travlhed ved Hørup Hav, ordonanserne kom og gik. Intendanten for omkring, vogne blev læssede og kørte bort med en befalingsmand hos kusken, vi unge krigere stod og vidste hverken ud eller ind, og en overordnet intendant optog enhver forespørgsel som en personlig fornærmelse. Så tog et par af os mod til os, knappede omhyggelig våbenfrakken, trak hvide handsker på og henvendte os til oberst Fåborg, der stod rolig og betragtede travlheden, ligesom han ventede på nogen. Vi gjorde stram honnør og spurgte ham om, hvor vort regiment lå, og det var ligesom det han havde ventet, thi han rekvirerede straks en vogn til os og gav os underretning om hvor vi kunne finde oberst Carøe, ”regimentchefen”. Den forbitrede intendant var nu lutter forekommenhed, og kort efter rullede vi nord på forbi Sønderborg. Nogle ældre officersapiranter som i stor travlhed for om ved broen og pakhusene, så forundrede efter os. Ved siden af dem så vi jo rigtignok også ud som nyslagne toskillinger, og jeg havde da heller ikke tænkt mig muligheden af at man kunne færdes i tjenesteanliggender i en sådan tilstand af urenlighed, som de befandt sig i. Men glansen gik snart af os, da vi kom til at leve i løbegrave og grøfter, uden tøj at skifte med, og måtte lade det gennemblødte tøj tørre på kroppen.

Med oberst Fåborg talte jeg aldrig mere. Han faldt den 29de. Oberstliutenant Carøe traf jeg i Brandsbøl, og jeg blev sat til 5de kompagni under kaptajn Ingversen. Regimentsadjudanten, premierleunant Krag, som jeg kendte lidt fra Slesvig, tog sig venligt af mig og fulgte mig til mit kvarter. Vi aspiranter blev i det hele taget behandlet elskværdigt og humant af officerene og i det daglige samliv henregnet til deres kreds. Gid jeg kunne skildre min kaptajn som jeg nu i måneder kom til at leve sammen med. Han var en såre ”frimodig” mand, ved visse lejligheder så frimodig, at jeg gik i en dødelig angst på hans vegne. Han var gået med som frivillig i første krig og var avanceret til premierleutenant, senere havde han været ansat på jernbaneanlæg; men da krigen udbrød 1864, var det ham en selvfølgelig sag atter at tilbyde sin tjeneste. Han var et letbevægeligt gemyt og såre godhjertet, men han førte et frisprog blandt soldaterne og også blandt officererne, især ved de selskabelige sammenkomster, som rigtignok var meget – frit. Han var i den grad ømfintlig for at blive mindet om, at han kun var reserveofficer, og da han mente at hans erfaringer fra de mange slag i første krig nok kunne veje op med en linieofficers teoretiske kundskaber, levede han på et spændt forhold med flere af sine overordnede, især oberstleutenanten, idet han glemte, at denne ligeledes havde haft god lejlighed til at gøre praktiske erfaringer på slagmarken. Kaptajnen kastede sin kærlighed på mig, og jeg måtte tit nedskrive betænkninger og svarskrivelser for ham, som jeg for hans skyld havde al grund til at frygte følgerne af. Ved vore sammenkomster, hvor kaptajnen just ikke var total afholdende, yndede han en fremgangsmåde overfor chefen, som kunne gøre denne lidt åndeligt tunge mand ganske perpleks. Ingvertsen kunne da gang på gang udbringe oberstleutenantens skål i de mest overdrevne udtryk og med høje forsikringer om, at han ”på ære var en hædersmand, skønt han ikke havde så ganske let ved at vise det. Ved sådanne lejligheder kredsede jeg om kaptajnen og var ganske ulykkelig indtil han endelig rejste sig og sagde:”Kom så lille Prip, og følg mig lidt på vej”. Så var jeg først rolig. I alvorlige situationer var han ivrig og årvågen, lidt nervøs måske, men utrættelig i at sørge for folkene og meget elsket af dem. Jeg kom til at holde meget af ham og med grund, thi han var i det daglige liv elskværdig og let at omgås. Liutenanten, Røgind, der siden kom til garden, fik jeg kun lidt at gøre med. Han var erke-linieofficer og så vist med fornem overlegenhed ned på os andre småfolk. En svensk leutenant T. hørte til den kategori af svenske, der havde opdaget, at Danmark var et land hvor man kunne ”leve godt”. Han omtalte tit de danske på en sådan måde, at jeg af yderste evne måtte bide fra mig. Han var ”underleutenant” og nåede aldrig videre i sit eget land; her blev han ridder, men han var en dårlig soldat i et og alt, doven og ligegyldig overfor sine pligter. Der var desuden to gamle sergenter ved kompagniet, den ene meget dygtig og brav, den anden udygtig og lidt forfalden, så jeg senere som tambur ved borgerbevæbningen i København. Kommandersergenten var i tysk fangeskab, da han under tilbagetoget i vildelse på grund af overanstrengelse løb lige i armene på fjenden. Endvidere var der en aspirant foruden mig, en ældre theologisk student, der var en alt for ivrig kortspiller, men som efter krigen tog sig sammen og blev kandidat og præst.

Kompagniet kom straks efter min ankomst til Broballe, på den nordlige del af Als, hvortil regimentet blev detacheret med et batteri og en eskadron dragoner. Hvis der skete et angreb på øen syd for Augustenborg Fjord, stod vi uden for det hele; var angrebet sket nordpå for eksempel ved Hardeshøj, som det lige til de sidste dage var påtænkt, var vi bleven ofrede. Det første tilfælde indtraf. Da vi var kommet derover, var der våbenhvile, og alt var fredeligt. Vi holdt lidt øvelser, havde enkelte vagtposter ved Sundet og levede i øvrigt behageligt i den skønne og rige egn. Jeg boede hos gårdmand Steffen Jensens der ikke vidste alt det gode, de ville gøre for mig. Konen var grædefærdig når jeg ikke spiste tilstrækkelig af hendes gode mad. Vi var 15 aspiranter ved regimentet og og Jakob Brandt, Hassing, Otto Just, Kallenbach og jeg fik lavet en kvartet, som Kallenbach dirigerede og som senere skaffede os megen fornøjelse. Når jeg var på strandvagt i løbegravene, kunne jeg se de tyske vagtposter på den anden side Sundet og undertiden også i stille vejr høre deres tilråb: ”Hannemarv!” der var ledsaget af uhøviske fagter. Men der var jo våbenhvile og vi havde blot at passe på, at ingen spioner gik i land. – Den 26de juni var våbenhvilen forbi, men allerede den 20 kom der uro i lejren, da der i overenskomsten var brugt et udtryk, der kunne forstås således, at våbenhvilen allerede var forbi. Vi var på arbejdskommando den hele dag for at forstærke og udbedre løbegravene og dækninger, og blev så dernede den korte juni nat. Der var en ejendommelig stemning over disse dejlige sommernætter ved det spejlblanke sund. – Den 26 om morgenen var vi i spændt forventning om, hvad der ville ske. Vi blev ikke længe i tvivl, thi da det blev lyst, begyndte en heftig skydning fra Dybbøl mod Sønderborg og Als. Alt blev beordret til kysten, og skanserne ved Hardeshøj, ved Mels og ved indløbet til Stegsvig blev besatte. Vort kompagni blev den 28de sendt længere bort(syd på) til Stevning og Stolbro Næs, lige overfor Annkilsøre, og dagen gik med at grave dækning ved stranden. Kaptajnen færdedes allevegne mellem vagtportene, og kom endelig kl 11 om aftenen op på marken, hvor 1ste deling stod i reserve. Han kastede sig dødtræt ned ved siden af mig og sagde: ”Kald på mig, Prip, når de hører det mindste usædvanlige”. Lidt efter lød der en lille geværsalve. ”Hr. kaptajn: Der falder skud”. ”Til gevær” råbte han og med det samme var folkene på benene. Så hørtes der ikke mere. Først senere fik vi at vide, at det var de tyske poster over i Storskoven, der ved en fejltagelse havde skudt på deres egne både, som ifølge den foandrede bestemmelse om ikke at gå over ved Ballegård, men ved Storskoven, kom nordfra for at bruges ved overgangen. Alt blev stille igen, og vi kunne se klart i den lyse nat. – ”Rolf Krage” lå nede i Augustenborg Fjord, og i Sandvig, neden for os, lå en gammel kanonbåd tæt inde under land. Skoven på Ankilsøre kastede en bred sort skygge udover indløbet til Augustenborg Fjord. Vi var i en underlig spænding, og spurgte hinanden indbyrdes, om det mon ville drive over endnu denne gang, og om hvor længe det så ville vare. Men vi fik snart svar. Pludselig omtrent ved ettiden, brød en geværild løs sydpå, som vi ikke havde hørt mage til. De enkelte skud kunne ikke skelnes, det var en eneste sammenhængende masseild. Det varede længe. Vi hørte enkelte hornsignaler, først danske, senere preussiske. Langt om længe kom ”Rolf Krage” ud og lagde sig udenfor Arnkilsøre og skød ned mellem bådene, der nu straks var som blæst bort. ”Bliver den nu bare ved, som den har begyndt, får tyskerne ikke Als i dag,” sagde kaptajnen. Men den blev desværre ikke ved. Da den vendte og igen sejlede ned i Fjorden, myldrede bådene atter frem i skovene ud i Sundet og – nu var Als tabt. Hornsignalerne trak sig længere og længere bort, syd på, og snart havde tyskerne ved at trykke de danske ned mod Kjær Vig dannet sig et brohoved, hvor de kunne sætte så mange tropper i land, som de ville. ”Rolf Krage”, som kunne have forandret dette, blev jo borte. Vort kompagni tog stilling nede ved stranden og skød over i skoven, uden stor sandsynlighed for at kunne nå derover. Vi opnåede kun at henlede fjendens opmærksomhed på os, og at de overdængede os med granater. Det var ikke rart at stå der ørkesløst i granatilden. Heldigvis fik jeg noget at bestille. Der var sendt en båd ud fra kanonbåden, der lå nedenfor skrænten i Sandvig, og ad den vendte tilbage, sendte kaptajnen mig ned for at høre, hvad der var observeret. Chefen, en leutnant Marcher, havde opfattet situationen således, at tyskerne var drevne tilbage fra Als og at bådene nu lå og drev i Sundet. Da jeg ytrede en beskeden tvivl herom, eftersom vi hørte tyske hornsignaler syd på, kom han i land og gik op til kaptajnen, samtidig med at en dragon kom sprængende sydfra med ordre til os om at holde kysten til kl. 9, og derpå marchere nordpå, hvor der hen ad eftermiddagen ville findes transportmidler Regimentets 1ste bataljon blev sendt Jgen for med vogne at transporteres sydpå og dække hærens tilbagetog, og det blev det sidste danske afdeling på den sydlige del af Als. 2 bataillon blev altså stående foreløbig, for om muligt at hindre fjenden i at lande. Vi lejrede os i Brønsbøl Skov. Kanonbåden nede i Sandvig blev sprængt i luften, og mandskabet sluttede sig til os. Henad formiddagen kom en del fjendtlige både over fra Sundsved og forsøgte at lande i Skoven, hvor vi stod, men så snart vi kunne række dem med vore rifler, dængede vi dem til af alle vore kræfter, og di fik travlt med at komme længere ned i Sundet og gik i land der, hvor vi havde stået om natten. Da ”Rolf Krage” gik ud af Sundet, blev det os klart, hvad tyskerne havde havt så travlt med under våbenhvilen, thi nu blev skibet beskudt af en så sammenhængende række af batterier. ”Rolf Krage” sejlede så ind i Stegsvig og hentede de kanonbåde og transportskibe, som lå der, og som skulle føre os bort. Han lagde dem på sin læside, for således at dække dem med sin mere hårdhudede krop. Kl. 9 afmarcherede vi, kanonerne i skanserne blev fornaglede, og vi gjorde så vidt muligt rent bord efter os. Nu kom vi der jo ikke mere.

Det var en tung march op til Nørrelykke, der ligger oppe på Als’s nordligste strand. Det var stillevejr med brændende solskin, vejene var smalle på Als, og de har høje hegn på begge sider. Der var jammer og elendighed i byerne, som vi marcherede igennem, thi flere officerer og underofficerer havde fået deres koner derover under våbenhvilen. Nu var mændene borte og vi, de sidste, på den del af øen, drog også bort. En stakkels underofficerskone med et lille barn på armen, tiggede og bad om at måtte følge med os. Jeg ved ikke hvad enden blev, vi skulle videre – videre. Endelig nåede vi til stranden og blev stuvet tæt sammen ombord i transportbådene og ”Villemoes” som tog dem på slæb, og sejladsen begyndte til Fåborg. – Træt var jeg og sulten. Jeg havde den dag kun haft en chokoladestang at leve af. Nu stod vi der så tæt op ad hinanden, at der end ikke var plads til at sidde ned. Chefen for ”Villemoes” kom hen til mig, og da han så, hvor forkommen jeg var, bød han mig ned i kahytten:”Gå ned og se om der er nogen mad”. Sagde han, ”findes der noget, så spis bare væk”. Jeg har altid haft et forunderligt held til at træffe gode mennesker. Jeg lod mig det ikke sige to gange, men gik ned og fandt endnu et stykke rugbrød med smør og ost, som smagte fortræffeligt. Gulv, borde og bænke var optaget af sovende mennesker, og det eneste sted, der var ledigt, var den runde forhøjning hvori skrueakslen gik; der lagde jeg mig, og uden at lade mig forstyrre af skuens larm faldt jeg straks i søvn og vågnede først henad aften i Fåborg Havn. Alt hvad der kom tilbage af afdelingerne efter kampen på Als, også de sårede, som kunne føres med, blev sat over til Fåborg. Vort kompagni stillede ved Toldboden, og kl. 10 havde vi de fleste samlede, vi smed os alle som en på stenbroen, glemte tørst og sult(byen var allerede udspist) og sov ind i det håb, at vi blot måtte få lov til at blive liggende. Fra den 26de havde vi været på arbejde om dagen og på forpost om natten, marcheret lange veje, småsultet hele tiden, og nu til sidst været vidne til, at Als var vristet eller tør jeg sige: Gledet ud af vor hånd. Det var jo intet under, at vi var trætte. Måtte vi nu blot blive liggende! Ved 12 tiden blev der rusket i mig og råbt: ”Træd an, vi skal marchere!” ”Hvorhen?”, ”Til Trolleborg!” Tak tænkte jeg, det var et rart lille tillæg til disse dages oplevelser, men af sted måtte vi.

Det var en lang og sørgelig march; når vi et par gange holdt hvil, faldt vi straks i søvn, efter at have spændt sulteremmen et hul eller to længere ind. Omsider kom vi til Grønnerup, en lille landsby, hvor hele kompagniet blev indkvarteret i en lille gård, så det var vanskeligt at få tag over hovedet. I storstuen stod der to senge, til kaptajnen og leutnanten, og i et hjørne lå der en bunke smudsig halm til mig. Kaptajnen så på sin store seng og på mit duftende leje og sagde: ”Nej”, lille Prip, i de svinefjer skal de ikke ligge, her er plads nok til os begge.” Jeg fik et fad(lille) kærnemælk af den søvnige kone og gik så i seng, efter at have afført mig støvler og våbenfrakke. Kaptajnen havde hele dagen været tavs og indesluttet. Han troede nu han sov, men jeg hørte ham ligge og mumle og atter og atter at gentage: Als er taget, Als er tabt, kan vi miste mer endnu! Og han bøjede ansigtet ned i puden og lå og græd ganske sagte. Til sidst overvældede trætheden mig, så at jeg sov, og jeg sov lige til middag næste dag, da jeg vågnede forpint af sult. Kaptajnen var stået op for længe siden, folkene havde afsøgt hele huset og tømt det for alt spiseligt. Jeg fik mig renset og børstet lidt og gik så ud på rov. Jeg spurgte straks, om der var en præstegård. Nej, præstegården lå i Haugerup!. Om der da fandtes en skole? Ja, en skole var der, nede i udkanten af byen. Den søgte jeg så og fandt et par gæstfrie og elskværdige lærerfolk, der ikke havde indkvartering, og med god vilje gjorde deres yderste for at bringe mig på ret køl igen, og jeg spiste med en god appetit, som vist forbavsede de gode folk. Manden hed Lagoni, og jeg skal aldrig glemme hans og hans hustrus godhed mod en sulten soldat. Samme dag skiftede vi kvarter og jeg kom til at ligge i en gård, der hed Kegelholme, tæt ved Holstenshus dyrehave. Her nød vi livet, fik vore uniformer og våben rensede og pudsede, og der blev foretaget eftersyn af munderings- og udrustningsgenstande. – Min broder Rasmus fik mig imidlertid opspurgt, efter forgæves at have søgt mig i Fåborg. Han havde efter Dybbøls tab været ansat ved Hegemann-Lindenkrones Korps i Vendsyssel, og var nu kommet til Fyn, hvor han rejste rundt til afdelingerne og holdt gudstjeneste enten i en kirke eller på marken. Nu hjalp gamle Carøe ham med at finde mig, og så rejste han beroliget til Kværndrup igen, hvor han havde kvarter. Forposttjenesten langs med Lillebælt begyndte, men jeg kan ikke huske alle de steder, hvor vi sov om natten, og om dagen var vi på post, indtil vi kom til Husby og Wedelsborg. Regimentet lå i reserve i byen med piketter, feltvagter og vedetter langs med stranden. Der var en vis spænding over situationen. Man talte om, at tyskerne havde påtænkt en landgang på Fyn samtidig med angrebet på Als og allerede dengang havde samlet både dertil. Nu ventede vi ham hver eneste dag og nat. Kaptajnen havde en nat givet mig det hverv at udstille nogle poster på steder, hvorfra der var en god udsigt over stranden og til baunerne, som blev antændte, når der var fare på færde. Kompagniet lå i en gård, og mandskabet stod under? Gevær i gårdsrummet. Pludselig ser jeg to lys nede ved stranden ud mod Wedelsborg – huk. Der var ikke andet at gøre end straks at melde det til kaptajnen. Han og lieutenanten kom ud, og jeg viste ham de skinnende lys. ”Det er jo baunerne, Prip”! Sagde kaptajnen og lieutnanten kom også ud og var enig med ham. Så meldte han det til Majoren, Kompagniet blev hurtigt ført ii stilling, men forinden lød hornsignalerne gennem byen: ”Det hele hurtig samling!” I et nu var regimentet alarmeret, og så gik det i løb og hurtig march ned mod stranden, men så kom en dragon ridende og meldte fra Brigaden, at det ikke var baunerne, der brændte, men en kanonbåd med tændte lanterner, der havde lagt sig tæt neden for, hvor baunerne stod. Nu vendte regimentet tilbage igen, og da det imidlertid begyndte at regne(øsregn), var jeg lidt underlig tilmode ved at have forårsaget al den forstyrrelse, men håbede at det ikke blev bekendt at det var mig der havde alarmeret Brigaden. Men det blev bekendt, thi på tilbagemarchen kom Oberstlieutnanten Carøe og major Falkenberg ridende forbi kolonnen, og da de passerede vort kompagni, spurgte Carøe: ”Hvem har alarmeret os i aften,” lød svaret. De red forbi men nu vidste hele kompagniet, at det var mig der havde gjort alarm, og det var ikke med de venligste blikke, man betragtede mig, medens regnen strømmede ned og gennemblødte os til skindet. Uagtet at jeg ikke havde grund til at bebrejde mig noget, følte jeg mig ret brødebetynget, inden jeg kom i kvarter; men det hjalp lidt på humøret, da der to dage efter stod i regimentsbefalingen: ”Aspirant Prip har at anlægge korporalsdistinktioner”. Jeg kom således et skridt foran mine kammerater, der endnu temmelig længe efter gik som underkorporaler

I en følgende tid blev vi trukket mere og mere nord på, lå i nogle dage ude på spidsen af Fønskov med dagkvarter i Sparretorns lade og i andre dage på en lille landtunge, Ålehovedet, hvor der var temmelig langt til menneskelige boliger, og hvor vi på mange fantastiske måder tillavede vore naturalforplejning. Men der skulle passes godt opå. Der var ikke langt fra over til Jyllands kyst, og nætterne var tågede. Det var mig ikke muligt at sidde stille, når jeg havde min halvdeling ude i skyttegravene, end sige lægge mig og tage en lille blund. Men om dagen, i solens skin, nede på den lille skrænt tog jeg mig revanche og sov mine 7 timer. Til sidst kom vi op i nærheden af Middelfart og Strib, hvor Bæltet er smallest, og hvor vi i stillevejr kunne høre tyskerne tale ovre på Snoghøj og Lyngsodde. Jeg kunne fra Strib i min gode kikkert se taget af vort gamle hus rage op over volden; Jeg kunne også se folk gå over på volden og mente at kunne kende min gamle fader, men sikker på det var jeg ikke. Pinligt var det ikke at kunne få et bud derover, de gamle havde i måneder ikke hørt fra os, de vidste jo nok at Rasmus var i Fyn, at Anders havde været ved Helgoland, og Frederik ved Svinemunde og at jeg havde været på Als, da øen blev taget, men der kunne jo være sket meget med os siden. Så fik jeg at høre, at man undertiden kunne få åbne breve over med parlamentærene, som næsten daglig mødtes i både ude i Bæltet. Jeg fik da gennem Pladskommandanten i Middelfart et åbent brev affattet således, at kun de der hjemme kunne forstå det, sendt af sted, som de fik dagen efter til deres store glæde, da det jo ikke meldte andet end godt om deres ”drenge”. Når jeg kunne så gik jeg til Strib og stirrede over til det gamle hus for muligvis at kunne kende, kende min fader oppe på volden.

I krigens sidste tid lå Brigaden som oftest i egnen ved Bro, Asperup og Brenderup. Om natten bivakuerede vi på den åbne mark ved geværpyramiderne. Nætterne i juli og august var forbavsende kolde, jeg vågnede undertiden helt forkommen og forvildet af kulde, især da klæderne jo af og til var våde. Jeg drak et par gange en snaps brændevin, der virkede vidunderlig; mere har jeg aldrig drukket hverken før eller siden, alene lugten var mig modbydelig, og det er gået mine brødre på samme måde. Nætterne på hovedposten kunne i øvrigt, især når vi lå en større styrke samlede, være fornøjelige, og vi havde en glæde af vor kvartet, og andre forhåbentlig også. En sådan mild sommernat i den dejlige egn, når månen skinnede, kunne være aldeles uforlignelig. En soldat lærer at gribe øjeblikket og nyde den glæde det bringer. – Under alt dette gik fredsforhandlingerne deres gang. – Fra den 5 til den 13de august blev så endelig samtlige afdelinger fordelt i Fyn og Sjælland.

Vor Brigade(4) fik stabskvarter i Køge. Så begyndte vor march gennem Fyn, banen var ikke færdigbygget, undertiden fulgte vi banelegemet et lille stykke, men ellers fulgte vi bivejene uden om Odense, og i Nyborg blev vi indskibet i transportbåde og bugseret til Korsør. – Og hermed er min ”krigshistorie” forbi, thi opholdet i Køge var yderst fredeligt og behageligt. I Fyn var befolkningen vist nok træt af at have indkvarterring; i Køge havde de næppe haft soldater siden 1807. Da vi kom marcherende tog de pænt i mod os. Damerne viftede til os fra vinduerne og kastede blomster til os. Således var det ikke allevegne, der var steder f.eks. i Roskilde, hvor man næppe ville hilse på de regimenter, der havde ofret deres halve mandskab for at forsvare Dybbølstillingen. Jeg førte forreste deling, da vi rykkede ind i byen og hen på Torvet, hvor kvarterbilleterne blev uddelt. De fleste af os fandt venlige familier, der villigt åbnede deres hjem for os.

For os aspiranter blev der nu begyndt et fortsættelseskursus i militære videnskaber, og tiden gik let og behageligt for os. Det var alt sammen godt nok, også det, at da min samtidige kammarater blev korporaler, blev jeg sergeant; men så nåede jeg heller ikke højere på ærens stige.Ministeriets løfte da vi blev antaget til officersaspiranter, at vi efter endt uddannelse enten skulle blive officerer, eller som menige træde ind i geleddet, blev ikke holdt. Da man ikke havde brug for os, sendte man os hjem. Jeg nåede så langt, som jeg kunne nå fra min side, og blev sergeant og efter sigende indstillet til officer. Der gik sagn om, at vi ved eventuel indkaldelse skulle udnævnes til lieutnanter, men nu efter at have gjort tjeneste fra marts til december 1864 blev jeg indkaldt i årene 1867, 1869, 1870, stadig som sergeant. Nogle kammarater, af hvilke flere kun var korporaler, sagsøgte ministeriet og opnåede at blive officerer; jeg vidste intet derom og havde ingen interesse deraf, håbede jo at blive præst og havde ikke brug derfor; måske var ministeriet ganske godt fornøjet med at lade os nu overflødige personer forsvinde i stilhed, men det generede mig senere lidt, at jeg ikke, så vel som de andre, nåede det, jeg var uddannet til og som var mig lovet. Dog kom disse tanker slet ikke frem dengang, de er vokset op senere.

Da krigen var forbi var spændingen også borte, og nu kunne jeg ikke lade være at tænke på, at mine ruskammerater, hvoraf kun en eneste nuværende professor Carl Feilberg, var gået med i krigen, nu havde absolveret deres filosofikum og begyndt på deres embedsstudium. Når jeg engang slap hjem til København igen, havde jeg forspildt min´understøttelse fra Fredericia, jeg havde glemt mit filosofi(som jeg rigtig nok aldrig havde kunnet ret meget af) og havde kun mine timer i ”Efterslægten” at bygge på. Nu var de militære øvelser kun tidsspilde for mig. Men hele efteråret gik hen og vi blev ikke hjemsendte. Vi øvede vidundere af tapperhed i og omkring Køge, vi erobrede byen et par gange og tabte den igen efter en morderisk gadekamp, og de Køgeborgere med damer fik et levende billede af krigen og dens rædsler; men det fik også ende, og der fulgte en tid med jævn kedsommelighed og længsel efter atter at tage fat på bøgerne. Hver dag blev af vigtighed for mig; thi jeg havde besluttet at tage filosofikum i januar sammen med dem der var ”dumpede” om sommeren, og det var mange i de år, – da Rasmus nielsen i sin krig mod Adolf Steen slog russerne forfode.

Endelig fik jeg ved Regimentchefens velvilje lov til at rejse til København, den 15de december 1864 sad jeg igen på min kvist på Nørregade hos Otto Lassen. Det kære menneske var rørende glad over at jeg var kommen igen. Brix nikkede fornøjet til mig på skolen, og mine drenge trængte sig om mig og spurgte ivrigt, om jeg var bleven såret. Så glade de øjensynligt var ved at se mig. Tror jeg dog, jeg ville have interesseret dem betydeligt mere, hvis jeg havde mistet et ben eller en arm. Vekselerer Hansen åbnede atter deres hus for mig på den gamle elskværdige måde. Frk. Lautersack skelede endnu vildere med sine øjne, da hun så mig igen. Kort sagt, alt var igen lagt tilrette for mig. Krigsåret havde været en rekreationstid for mig. Jeg kunne nu igen tage kraftigt fat og tiden gik med mit gamle arbejde i skolen om dagen og med at læse filosofi, manuduceret af Rudolf Schmidt, til den 20 januar 1865 da jeg gik op til filosofikum og fik 2 lauder og 1 haud og glad var jeg.

Om teksten:
Fofatteren til disse optegnelser er Pastor Laurits Prip født den 13 december 1842. Han blev theologisk kandidat den 20 januar 1870 og samme år gift den 1o august med Marie Sofhia Petræas Mollerup, datter af Kammerråd Proprietær Christian Mollerup og Nielsine Henriette Færch. Hun døde året efter den 23 maj 1871. Han blev den 18 november 1871 kapellan i Stenderup og Lunde i Fyns Stift. 1ste september 1873 Kateket i Svendborg. 15 september 1876 sognepræst i Ærøskøbing. 18 august 1879 sognepræst på Strynø. 28 juli 1887 sognepræst til Værum og Ørum i Århus Stift. 3 august 1893 sognepræst på Ourø.

Den 23 juni blev han gift med Anna Jakobine Dorothea Smith født 5 august 1850, datter af professor i slavisk sprog og litteratur, Dr. Phil Caspar Vilhelm Smith

Teksten er gengivet efter et uddrag af et håndskrevet eksemplar skrevet af Karoline Nielsen 1957. Karoline var kustode på Orø Museum, som hun var med til at stifte i 1941.

Læs mere i vores tema: Orø og De Slesvigske Krige

Skriv et svar