29. marts 2024

Fire kandidater fra Holbæk-området er blevet valgt til Regionsrådet.

Holbaekonline.dk erfarer at Socialdemokraten Nicolai Nicolaisen fra Børrehoved på Orø er blevet genvalgt til Regionsrådet.

Han fik 3303 personlige stemmer ifølge Region Sjaellands hjemmeside. En af Nicolai Nicolaisens kæpheste har været at bevare og udbygge Holbæk sygehus, hvor det en overgang så ud til at flere specialer var ved at sive over til Roskilde sygehus. Nicolai Nicolaisen går desuden ind for et stærkt offentlig sygehusvæsen, hvor de private sygehuse først og fremmest skal være buffere, når ventetiderne bliver for lange i det offentlige sygehusvæsen.

Også Holbækkeren Anne Møller Ronex fra Det Radikale Venstre er blevet valgt ind i Regionsrådet. Hun fik 2323 personlige stemmer og de radikales eneste mandat i Regionsrådet.

Venstres Jens Stenbæk fik 23.302 personlige stemmer og er blevet ny Regionsrådsformand efter at Radikale, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre har indgået en konstitueringsaftale.

Men Stenbæk er ikke den eneste lokale venstremedlem i Regionsrådet, for også Camilla Hove Lund har med sine 1.826 personlige stemmer, fået nok til at komme ind.