Det sidste valgmøde

De ti partier og listers spidskandidater på scenen i Elværket. Foto: Rolf Larsen.

De ti partier og listers spidskandidater på scenen i Elværket. Foto: Rolf Larsen.

Omkring 260 mennesker – de fleste partisoldater – var mødt frem på Elværket i Holbæk for at følge den sidste debat inden krydset skal sættes på tirsdag.

Fem emner var på forhånd udvalgt: Økonomi, Erhverv og beskæftigele, Børn og unge i kommunen, Demokratiseringsprocessen – “Dialog med Flere” og Arenaen.

Tilstede var spidskandidaterne fra de forskellige opstillede partier og lister: Agnete Dreier (F), Sine Agerholm (A), Søren Kjærsgaard (V), Emrah Tuncer (R), John Harpøth (O), Kenny Jensby (I), Michael Suhr (C), Karen Thestrup Clausen (Ø), Torsten R Sylvest (E) og Frank Skibby Jensen (H).

Politikerne var på rigtig mange områder rørende enige og kun små nuancer adskilte i de fleste tilfælde spidskanidaternes holdninger.

Vækst er vejen frem
Sine Agerholm vil gerne satse på at flere mennesker bosætter sig i Holbæk Kommune og på at få virksomheder til kommunen, mens Michael Suhr fra de konservative gerne vil satse på at få pendlere til at flytte til kommunen: “Med en tosporet jernbane og bedre veje er vi efterhånden blevet en forstad til København”, sagde Michael Suhr.

John Harpøth (DF) omfavner Agnete Dreier (SF) - Og Sine Agerholm (S) ser til. Foto: Rolf Larsen.

John Harpøth (DF) omfavner Agnete Dreier (SF) – Og Sine Agerholm (S) ser til. Foto: Rolf Larsen.


Partierne så også gerne, at virksomheder i kommunen fik det bedre og at det blev mere attraktivt at starte virksomhed i netop Holbæk Kommune.

Skolen er vigtig
Den forestående skolereform og lærer lock-outen i april var også et af emnerne på søndagens valgmøde.

Agnete Dreier fra Socialistisk Folkeparti mente at kommunen havde sørget for penge til opkvalificering af lærerne så de kan tage sig af de elever som nu skal inkluderes i skolen, og hun afviste, at inklusion er en måde at spare penge på.

Michael Suhr (C) var dog ikke enig med Agnete Dreier. Han mente nemlig, at sådan som inklusion foregår nu, er der tale om en spareøvelse. Han erkendte, at der kommer elever ind i klasserne, som kan virke forstyrrende og hvor en almindelig folkeskoleklasse måske ikke er det bedste tilbud. Derfor, mente han, bør der også være mulighed for at skolerne kan påpege det, f.eks. gennem en bekymringsskrivelse til at starte med og kommunen så reagerer på det.

Kandidat truede med at gå
Alle spørgsmål fra salen blev stillet til de etablerede partier. Og på et tidspunkt blev det for meget for Lokallisten Holbæks Frank Skibby Jensen, der truede med at gå, hvis der ikke snart kom spørgsmål til ham.

Men på trods af hans trusler, så var det så som så med spørgsmål til ham, og til Retsforbundets Torsten R Sylvest.

Harpøth som borgmester?
En spørger fra salen spurgte, om en stemme på Socialdemokraterne eller Enhedslisten kunne ende med, at John Harpøth blev borgmester.

Både Sine Agerholm (A) og Karen Thestrup (Ø) forklarede lidt svævende, at de pegede på Sine som borgmester. Men at der skal samarbejdes. Den eneste af de ti kandidater, som helt klart sagde fra at pege på John Harpøth var Radikales Emrah Tuncer. Se selv alle kandidaternes svar i denne video.

Lunken opbakning til Arena-projekt: Pengene skal være tilstede
Holbæk Arena har været et varmt emne i debatten. Og det var den selvfølgelig også søndag eftermiddag.

Alle partierne var enige om, at Holbæk bør have velfungerende idrætsanlæg.

Ca. 260 mennesker var mødt op for at følge debatten på Elværket. Foto: Rolf Larsen.

Ca. 260 mennesker var mødt op for at følge debatten på Elværket. Foto: Rolf Larsen.


Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og Venstre meldte alle ud, at Holbæk Arena kun kan lade sig gøre, hvis den kan finansieres “krone for krone”, som Søren Kjærsgaard udtrykte det. Enhedslistens Karen Thestrup var mere end lunken overfor det det offentlige private projekt (OPP), som Arenaen ifølge planen skal være og Retsforbundets Torsten R Sylvest mente ikke, at det er kommunens opgave, at stille faciliteter til rådighed for private virksomheder – og ville have den del af projektet pillet ud.

Det manglende salg af Holbæk Have er en af de hurtler, som byrådet skal over, hvis de vil have finansieret arena-projektet, der også gerne skulle få penge fra fonde og fra en privat investor (det såkaldte opp-samarbejde).

En ting som alle spidskandidaterne dog var helt og aldeles enige om var, at det har været en god valgkamp, men at det er godt, at det snart er tirsdag.


Kan du ikke se slideshowet herover? – så klik her

En kommentar

  • Avatar Søster F. Petersen

    SØRGELIGT at syltningen af syge og udsatte, i kommunen, har fyldt SÅ lidt!!

    At vi, fortsat, kan se frem til INGEN retssikkerhed at have, i mødet med kommunens medarbejdere.
    Søger man. f.eks. sygedagpenge så behandles man som en kriminel, som kun vil ET, nemlig at snyde.

    For f.eks. syge er det den omvendte verden.. du ses på som kriminel INDTIL du selv kan modbevise at det er tilfældet.

    Men vi kæmper videre for anstændig og menneskelig behandling af folk der har behov for hjælp.

    Mvh.
    borgergruppen få Facebook:
    “Syg i Holbæk”

Skriv et svar