25. april 2024

Redaktionen har modtaget:

Skal vi se problemerne i øjnene – selvfølgelig skal vi det

44 % af drengene og 54 % af pigerne der er seksuelt aktive har dyrket ubeskyttet sex jf. ung Holbæks profilanalyse fra 2010 – skal vi bare lukke øjnene og lade som ingenting eller skal vi gøre noget. Selvfølgelig er det de unges eget ansvar at være beskyttet, men det giver stof til eftertanke. Ved unge ikke at det eneste sikre er kondom, eller er der andre faktorer der gør at de unge ikke køber kondomerne? Når jeg snakker med andre unge så siger de ”det er sgu ikke så fedt at købe kondomer der hvor ens forældre handler eller der hvor ens klassekammerat sidder i kassen”, det er måske forståeligt nok. Jeg synes vi politikere skal se tallene i øjnene og gøre adgangen til prævention lettere – det nytter ikke noget at man får to kondomer til udskolingsundersøgelsen og to til seksualundervisningen hvis man er seksuelt aktiv. Jeg ved nogen vil synes det er kontroversielt, men jeg mener vi bør sætte kondomautomater op på kommunens uddannelsesinstitutioner, så eleverne trygt og diskret kan købe kondomer på et af toiletterne.

Rasmus Brandstrup Larsen
Byrådsmedlem og kandidat (V) i Holbæk Kommune