18. april 2024

Det hele er rablende skørt - og helt vidunderligt sjovt i Holbæk Teaters nye forestilling Den Lilla Møghætte og Pulven. PR Foto: Mie Neel.

Det hele er rablende skørt - og helt vidunderligt sjovt i Holbæk Teaters nye forestilling Den Lilla Møghætte og Pulven. PR Foto: Mie Neel.
Det hele er rablende skørt – og helt vidunderligt sjovt i Holbæk Teaters nye forestilling Den Lilla Møghætte og Pulven. PR Foto: Mie Neel.
Torsdag aften var der premiere på den rablende skøre forestilling Den Lilla Møghætte og Pulven på Holbæk Teater.

Den lidt korrekte og halvkedelige eventyrfortæller, spillet af Kristensen, bliver forstyrret af Pulven – spillet af Thomas Mørk – som opfordrer ham til at peppe de gamle eventyr lidt op – og så går det ellers stærkt.

PR Foto: Mie Neel.
PR Foto: Mie Neel.

Hurtigt tager den klassiske historie om Den Lille Rødhætte og Ulven en uventet drejning og i stedet handler den pludselig om Den Lilla Møghætte, der skal op til sin grimme oldemor med pølser og undervejs hilser på Pulven, der beredvilligt fortæller, at han sådan set har tænkt sig at æde oldemor. Eventyrfortælleren forsøger at skabe lidt orden i sagerne og få eventyret tilbage på sporet, men – heldigvis må man sige – lykkes det ikke.

Eventyrfortælleren bliver selv trukket ind i den skøre eventyrverden, da der pludselig mangler en bøvet bjørn og i historien om Klaskepot tager de onde stedsøstre – der kunne have været med som hovedpersoner i Amalies Verden eller et andet ‘reality show’ – til bal iført kjoler, der bestemt ikke er lavet efter Disneys opskrift med mus og fugle.

Sangene i forestillingen er komponeret af Fuzzy, og de er ligeså skøre og sjove, som de meget skæve og underfundige repliker.

Forestillingen rammer utrolig godt det skøre univers som forfatteren Rune T. Kidde gennem mange år har fået bygget op i sine egenfortolkninger af gamle eventyr, som han stiller på hovedet.

Scenograf Lea Burrows har formået at udnytte hele scenerummet godt med en scenografi, som byder på overraskelser – snart sker der noget her og snart sker der noget der.

Det er Kristoffer Møller Hansen, der har instrueret forestillingen og han har formået at tage alt det krøllede og alt det tossede fra Rune T. Kiddes historier og overføre det til scenen. Det har sikkert ikke været let, men han har været godt hjulpet af skuespillerne, der – uden der går børneteater i den – er fjollede og helt fantastisk Kidde’de.

Er man til rablende skøre indfald, tossede historier, bøvede bjørne og rullepølse – så er Den Lilla Møghætte og Pulven en klar vinder!

Læs også: Ny forestilling: Den Lilla Møghætte og Pulven

Dolly Dyt, Pulven og De Bøvede Bjørne. PR Foto: Mie Neel.
Dolly Dyt, Pulven og De Bøvede Bjørne. PR Foto: Mie Neel.

1 thought on “Anmeldelse: Rablende skør og eventyrlig forestillng

  1. Er enig med anmelderen, og det er værd at bruge en aften på.
    Hilsen
    Ole Brockdorff

Comments are closed.