Læserbrev: Der er orden i kommunekassen

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Det er rart som kandidat til byrådet at se, hvordan flertallet i byrådet med Venstre i spidsen i de seneste år har fået fuldstændig styr på økonomien. Med over 200 mio. kr. i kommunekassen på nuværende tidspunkt er der tryghed for borgere og medarbejdere.
 
Med det bedste regnskab nogensinde blev 2012 en bekræftelse på, at der er kommet orden i de økonomiske forhold i Holbæk Kommune. Stilen er fortsat i 2013 og det netop vedtagne budget for 2014 styrker kommunekassen yderligere med 55 mio. kr.
 
Når Sine Agerholm fra Socialdemokraterne så alligevel forsøger at skabe usikkerhed om kommunens situation, er det et bevidst forsøg på at tegne skræmmebilleder. For virkeligheden viser et helt andet billede: At der er orden i den kommunale økonomi.  
 
Denne byrådsperiode har bygget på et solidt arbejdende flertal bestående af 6 partier: Venstre, SF, Radikale, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De har taget ansvaret på sig og sammen fundet brugbare løsninger. De har styr på den kommunale butik. Hvem andre end Socialdemokraterne kan ønske sig at sætte det gode arbejde og samarbejde over styr?

Med venlig hilsen
Rolf Rasmussen
Byrådskandidat for Venstre

2 kommentarer

  • Avatar Steen Klink

    Kære Rolf
    Håber næsten, at du bliver valgt.
    Opvågningen fra din tornerosesøvn vil blive en øjenåbner
    Venstreborgmesteren har i en mail til samtlige ansatte i Holbæk kommune oplyst, at der mangler 516 millioner kroner på bundlinien i budgetperioden 2014-2017

  • Kære Steen..

    Når du nu stiller samme spørgsmål her som du tidligere har stillet på facebook, så får du samme svar her også.

    “Som du og resten af byrådet blev orienteret om på jeres budgetseminar i august er der udfordringer på indtægtssiden i 2015-2017. Det ændrer ikke ved, at vi har en sund økonomi nu og sigter mod et flot budget med overskud på 55 mio. kr. i 2014. Det giver et godt udgangspunkt for at håndtere udfordringerne på indtægtssiden i 2015-17 med rettidig omhu i 2014. Ganske som aftalt i byrådet, hvor direktionen har frem til februar 2014 til at komme med et oplæg til at bringe balance i de kommende år.
    At borgmesteren orienterede samtlige medarbejdere om situationen er udtryk for den åbenhed, han arbejder med…det har jeg svært ved at se et problem i.”

    Mvh Rolf Rasmussen

Leave a Reply