20. april 2024

En afhentning af varer fra auktionshuset York på Waldemarsvej i Nyrup ved Store Merløse udviklede sig torsdag klokken 12.27 til et røveri.

To kunder skulle afhente en ladning på ca. 20 tons ris fra auktionshuset, og da de var i færd med at læsse varerne, kom det til uoverensstemmelse med en medarbejder fra auktionshuset.

Det medførte, at den ene tog et oversavet jagtgevær frem fra en værktøjskasse på lastbilen og truede medarbejderen, som skyndsomst fortrak ind i lagerhallen og alarmerede politiet. Kort efter kørte lastbilen fra stedet i retning mod St. Merløse.

Gerningsmændene kørte i en orange Volvo FM9 lastbil med registreringsnummeret AC93378, som nu er efterlyst.

De beskrives som:

A: Mand, centralasiatisk af udseende, 50-55 år, 170-175 cm. Almindelig af kropsbygning, brun i huden, gråt, kort hår. Han og var iført mørkegrå blazerjakke og brune Lloyd sko og talte dansk med accent.

B: Mand, centralasiatisk af udseende, 25-30 år, 175-180 cm. Almindelig af kropsbygning, brun i huden, sort, kort hår. Der er ingen oplysninger om hans påklædning. Han talte dansk med accent.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har sagen, hører gerne fra vidner og andre, som har oplysninger til sagen.