Læserbrev: Arena eller ej

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Arena eller ej

Lad mig slå fast, at Socialdemokraterne i Holbæk byråd mener, at Arenaen vil være et aktiv for Holbæk – og ikke mindst for de idrætsudøvere, der i dag er henvist til nedslidte faciliteter. Men pengene til at realisere projektet er der bare ikke.

Alle er enige om, at der mangler et trecifret millionbeløb i kommunens budget henover de kommende fire år. Og jeg kan i den forbindelse også slå fast, at vi ikke lægger stemmer til yderligere forringelser i kernevelfærden for at realisere Arenaen.

Og det er ikke det eneste problem. Vi mangler også klarhed over, hvad Arenaen i det hele taget kommer til at koste, og vi ved heller ikke med sikkerhed, om vi kan sælge de arealer, som de gamle idrætsanlæg ligger på, og hvad de i givet fald kan indbringe – blot for at nævne et par af de væsentlige problemer.

Grundlaget for at træffe så vidtrækkende en beslutning er ganske enkelt ikke til stede.

Derfor har Socialdemokraterne foreslået, at beslutningen udsættes til februar, hvor direktionen – efter planen – kommer med forslag til, hvordan der kan ”frigøres” økonomiske ressourcer i det eksisterende budget. Til den tid kan det nyvalgte byråd så vurdere, om de mener, der er råd til at prioritere Arenaen.

Sine Agerholm, Borgmesterkandidat for Socialdemokraterne i Holbæk Kommune

Leave a Reply