19. april 2024

Kulturpasset var en succes blandt Holbæk Kommunes 4. klasser sidste år. Nu kommer der et nyt pas med endnu flere kulturelle tilbud.

Et rødbedefarvet pas med Holbæk Kommunes byvåben udenpå og en række kulturtilbud indeni bliver snart uddelt til alle Holbæk Kommunes 4. klasser.

Passet byder i år på 15 forskellige kulturtilbud, hvor børnene typisk kan deltage gratis og en medfølgende forældre kan deltage gratis eller til nedsat pris. Nogle af de nye tilbud i år er Naturpark Åmosen, Holbæk Naturskole og Isrosen. Gengangere er tilbud inden for teater, film, musikskole og biblioteker.

Dette års kulturpas-tilbud skydes i gang 1. oktober 2013, hvor der er åbningsfest for kulturpasset på Elværket. Kulturpasset kan bruges frem til 1. juni 2014.

Ny bytte-ordning med Frederikssund
Sidste år blev der udleveret 900 pas, og flere end 600 blev aktiveret på kommunens hjemmeside, og passet anses som en succes.

Kulturpasset er en måde, at få synliggjort en række kulturtilbud inden for kommunen.
Tanken er, at når passet kommer op af skoletasken og ligger på køkkenbordet sammen med skolebøgerne kan også mor, far, lillesøster og storebror mange steder blive inspireret til at tage på tur til oplevelserne.

Kulturpasset indeholder en ny mulighed i forhold til sidste år. Kommunen har lavet en aftale med Frederikssund Kommune, så kulturpas-ejerne gratis kan besøge Willumsens Museum i Frederikssund og omvendt kan elever fra 4. klasse i Frederikssund komme på Nyvang.

Gammeldags pas-stempler
I praksis fungerer passet sådan, at eleven skal tage det med til aktiviteten og efter endt besøg får et stempel i sit pas.

– Kulturpasset har vist sig som et fantastisk middel til at gøre viden om kultur og kulturhistorie relevant og interessant for flere, og jeg er virkelig glad for den store opbakning, som der har været til projektet både fra kommunens kulturtilbud og fra de mange børn og forældre, som sidste år var på rejse i kulturen, så det håber jeg også bliver tilfældet i år, siger Emrah Tuncer, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Og foruden at få et stempel i passet er der mulighed for at blive årets kultur-passer. De tre børn der er flittigst til at bruge passet og melde tilbage på kulturpassets hjemmeside kan vinde et gavekort på 500 kroner.