Gadekunst og rap i Holbæk

I en uge har unge i kommunen arbejdet med drømme og kunst og i dag kan alle så se resultatet af de unges arbejde.

Der bliver gadekunst på Torvet i Holbæk fra 11-16 og gadeteater på blandt andet Markedspladsen og i Ahlgade fra 12.30-14 .

Kunstnerne er en blanding af internationale unge og elever fra de ældste klasser på nogle af Holbæk Kommunes skoler, som i løbet af ugen har arbejdet sammen under ungdomsfestivalen Utopia, der har haft drømme og visioner som det overordnede tema. Kunstnerne, der kommer fra en række udviklingslande har inspireret de unge i Holbæk til at lave blandt andet gadeteater og voodoo-kunst af elektronik-skrald. Det sidste kan ses udstillet på Holbæk Museum fra 11-16.

– Projektet med at blande kunst med drømme har mange facetter, og det er rigtig godt, at resultaterne af arbejdet gennem ugen præsenteres for andre end dem, der har været med. På den måde er det både et skoleprojekt og en kulturel oplevelse for alle dem, der kommer gennem byen den dag, siger formanden for udvalget for Kultur og Fritid Emrah Tuncer.

Nogle af de unge har også lavet små ”lommefilm”, som bliver vist i kulturbiografen mellem klokken 14 og 16.

Det hele er gratis som en del af ungdomsfestivalen, der er et samarbejde mellem Center for Kultur og Udvikling og Holbæk Kommune.

Dagen slutter med en gratis koncert fra kl. 20-22 på Elværket med rapperne Jo-Ski, J-matic og Hanni fra Etiopien, Momodou Susso og Biran Saine fra Gambia samt J-Spliff og Billow fra Danmark.

Leave a Reply