19. april 2024

“Vi trækker Jer ikke, men I får heller ikke mere”. Disse ord faldt under et dialogmøde torsdag aften i Orøhallen, hvor der var flere byrådspolitikere til stede.

Ingen der kender blot en smule til lokalpolitik i Holbæk vil være i tvivl om at ordene f.eks. ikke tilhører socialdemokraten Ole Brockdorff, men derimod Venstres stærke kvinde Pernille Kruse. Så de naive øboere, som havde sat næsen op efter at Orø bare fik en smule glæde af de ekstrapenge Folketinget har bevilget kommuner med øer, blev sørgeligt skuffet. For Orø drejer det sig om ca. 3 mill. kroner i ekstra ø-støtte fra Staten.

Anderledes positivt stillede en repræsentant fra mindretallet i Byrådet, nemlig socialdemokraten Ole Brockdorff sig til ø-boernes ønske om at øen fik glæde af disse penge til en forbedret service.

Om disse ekstra ø-penge fra staten havde Annie Lunde, tidligere Folketingsmedlem for CD, denne bemærkning til Holbaekonline.dk: Der er ingen kontrol med hvad kommunen bruger disse penge til, til øerne. Vi savner Folketingets Ø-kontaktudvalg.

Men Holbæk kommune er ikke ene om den fremgangsmåde fortæller sekretariatsleder Lise T. Sørensen fra Sammenslutningen af Danske Småøer til Holbaekonline.dk. Næsten alle kommuner i Danmark som rummer øer gør sådan. Men sammenslutningen vil kontakte indenrigsministeriet om problemet.

Men hvis der var skuffelse over ikke at få flere penge, så kunne Orøborgerne til gengæld glæde sig over, at de blev lovet et regnskab som viser det faktiske offentlige merforbrug på Isefjordens Perle i forhold til den øvrige del af Holbæk kommune. Et regnskab som har været ønsket og efterspurgt længe.

På mødet orienterede skibsreder Holger Prehnum om de positive tiltag der vil ske for den kommunale færgedrift til næste år, man talte om trampestier, fartbegrænsninger, forsamlingshus m.m.

Holbaekonline.dk har lavet en lille video ikke fra dialogmødet, men før og efter. Den bør ses i HD-kvalitet.