19. april 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Holbæk Kommune er i økonomisk uføre. Der mangler et trecifret millionbeløb i at få budgettet til at hænge sammen henover de kommende fire år.

Det er ganske alvorligt, og alligevel har det borgerlige mindretal og SF tilsyneladende besluttet sig for at tage skyklapper på og overlade problemerne til et kommende byråd. Det kan næsten ikke blive værre, for på den måde vokser problemet sig bare endnu større.

Jeg kan illustrere alvoren med et simpelt regnestykke: Hvis man kan se frem til et samlet underskud på 300 mio. kr. henover de kommende fire år, så svarer det til, at det årlige budget skal forbedres med 75 mio. kr. i løbende besparelser og/eller indtægter, hvis man sætter ind med det samme.
Hvis man derimod udskyder problemet et år, så der kun er tre år at indhente underskuddet i, så vokser udfordringen fra 75 til 100 mio. kr.

Hvis man gør forskellen på de 25 mio. kr. op i timelønninger, så vil man hurtigt indse, at det kan medføre et unødvendigt tab af ganske mange kommunale arbejdspladser – blot fordi, man ikke tager fat i problemerne i tide. Og tab af arbejdspladser vil alt andet lige betyde ringere service til borgerne og sandsynligvis også et øget pres på kommunens medarbejdere.

Det kalder vi uansvarlig økonomisk politik.

Og derfor opfordrer vi indtrængende de øvrige partier i byrådet til at få hovedet ud af busken, så vi kan tage fat på de økonomiske problemer nu. Det er ikke rimeligt at skubbe byrden over på et kommende byråd, blot fordi det er ”ubelejligt” at tage hånd om udfordringerne i et valgår.

Sine Agerholm, Borgmesterkandidat for Socialdemokraterne i Holbæk Kommune