25. april 2024

Seks kunstnere skal lave kunst i Holbæk by.

Projektet stiller spørgsmålet ‘how far away is the horizon?’ til kommunen, kunstnerne og beskuerne. Og det er så kunsternes fortolkning af spørgsmålet, som skal blive til kunst.

Den danske kunstner Eske Kath er igang med at at strege op til sit maleri bagved Nygade 3, og Mie Olise er startet på et stort maleri på Holbæk Kommunes bygning på Kanalstræde 2. I løbet af august realiseres de fire øvrige værker også – i Klosterstræde, Ahlgade, Blindestræde ved ”den spanske trappe” og ved Bystranden.

Den 7. september åbner udstillingen, og i september og oktober er der mulighed for at opleve den på egen hånd, ved hjælp af kort placeret ved to infostande eller ved at deltage i guidede rundvisninger.

– Med dette projekt bestræber vi os på at bringe kunst med høj kunstnerisk værdi ud til alle holbækborgere og besøgende, når de bevæger sig rundt i byen – både kunstkendere og mennesker, der ikke normalt går på gallerier og museer. Man kan gå på opdagelse alene eller tage turen med en formidler, der fortæller om de kunstneriske idéer og de oplevelser og begivenheder, kunsterne har lagt vægt på i værkerne, fortæller kunstfaglig koordinator Sisse Østergaard Pedersen.
 
– Med både danske og udenlandske kunstnere fra Egypten, Grækenland, Cameroun og Kina forventer jeg, at vi får en varieret og spændende sammensætning af værker med kulturelt betingede udtryk, der viser hvad der forgår på væggene, men også sjælene i andre byer. I denne omgang direkte ‘tatoveret’ på Holbæks mure. Værkerne handler om mødet mellem mennesker og deres ønsker for tilværelsen set i lyset af fortiden og fremtiden, forklarer kurator Solvej Helweg Ovesen.

– Alle værkerne bliver lavet specifikt til Holbæk, og kunstnerne bruger deres egne oplevelser fra eksempelvis Tahrirpladsen i Cairo og Athens gader, men de bruger samtidig Holbæks hav-horisont og udsyn som en metafor og et billede på vejen mod Utopia, uddyber hun.

Værkerne kan ses frem til 27. oktober, hvorefter de bliver malet over, og byrummet vender tilbage til normalen.

– Det giver det en særlig dynamik, at vægmalerierne kun eksisterer i en periode, fortæller kunstfaglig koordinator Sisse Østergaard Pedersen – Men det gør selvfølgelig også en forskel økonomisk, om det er midlertidige eller blivende værker. Ét permanent værk er det lykkes os at skaffe ressourcer til i denne omgang, og det er maleriet af Mie Olise på Kanalstræde 2.

Kunsterne:
Alaa Awad – Plakatvæggen på Ahlgade
Barthélémy Toguo – Den spanske trappe på Blindestræde
Eske Kath – Bagved Nygade 3
Mie Olise – Kanalstræde 2
Stelios Faitakis – Klosterstræde 3
Yang Yongliang – Bystranden

1 thought on “Kunstnere udsmykker byrummet i Holbæk

  1. Stelios Faitakis værk opsættes på gavlen af Kirkens Korshærs smukke bygning fra 1884 i Klosterstræde 5 – ikke 3.

    Gavlen vender ud mod kirkepladsen og vi glæder os at lægge hus til Stelios kunstværk.

Comments are closed.