Ny 18-hullers golfbane åbnes med gratis golf

Fredag fejres åbningen af den nye 18-hullers bane med gratis golf. Foto: Midstjællands Golfcenter.
Efter 10 måneders arbejde med omlægning af banen, er MidtGolf i Kvanløse klar til at tage den nye 18-huls bane – ’Open Course’ i brug. Det fejres på fredag med gratis golf og boldrende.
Banearkitekt Michael Traasdahl Møller står bag designet af den nye bane. Her er det hul 3. Foto: Midtsjællands Golfcenter.

Der har været travlt på banen i Kvanløse, hvor der er lavet små søer, gravet bunkers, trimmet teesteder, rullet græs og flyttet træer, for at gøre det til en endnu bedre oplevelse at spille en runde golf. Banen er let kuperet og ligger i et af Sjællands smukkeste naturområder – en ådal tæt på Brorfelde og ”De sjællandske Alper”.

Banen er en par 71-bane på 5.321 meter og designet af banearkitekt Michael Traasdahl Møller, der sammen med baneejer Hans Larsen har lagt vægt på at få et godt flow i spillet. Der er således kort fra green til næste teested og der er tænkt i det visuelle også. Nye teesteder er bygget op med stensætninger og løftet op, hvilket giver et flot udsyn til green.

Åbningen betyder også, at der igen kan komme fuld aktivitet på den udfordrende 6-huls ’Intermediate’ bane og selskabsgolfen. Hele foråret har klubbens medlemmer og golfcentrets mange gæster alligevel kunne spille 18 huller, idet 4 huller fra ’Intermediate’ banen har været inddraget i det midlertidige baneforløb.

– Det er forløbet stort set gnidningsløst, at klubgolfere og gæster skulle dele 4 huller. Efter nogle justeringer af retningslinjerne i foråret og en opfordring til at udvise tålmodighed, er det forløbet helt uden konflikter, fortæller manager Frands Wolff, der ser frem til åbningen:

Hul 14 på den nye bane i Kvanløse. Foto: Midtsjællands Golfcenter.

– Vi har glædet os til den her dag, og det har undervejs været svært at vente. Vinteren havde svært ved at slippe sit kolde favntag, så det i foråret kneb med at få de nye områder til at vokse. Det har gjort at vi er 4-5 uger efter planen, men hellere tage en uge mere og så være sikker på at vi ikke ødelægger det store arbejde ved at være for utålmodige.

Både øvede og nye golfere er velkommen til at kigge indenfor på centret i Kvanløse, hvor åbningen som sagt fejres med gratis golf og boldrende fra klokken 13.00 på fredag.

Adressen er Ringstedvej 196, Kvanløse, 4300 Holbæk.

Skriv et svar