29. marts 2024

Holbaekonline.dk har modtaget nedestående læserbrev som svar på Sine Agerholms (S) udtalelser i forbindelse med Louise du Plessis de Richelieu exit fra lokalpoliti.

Sandheden…

Det er altid fascinerende at læse Sine Agerholms udlæggelse af sandheden.
Som nu i går hvor hun omkring sidste kommunevalgs forløb i 2009 hævder at SF havde givet tilsagn om støtte til en socialdemokratisk borgmester.

Der er for så vidt rigtigt, men der mangler den tilføjelse til aftalen mellem de to partier, at hvis der ved kommunevalget ikke blev skabt et flertal mellem de to partier, da stod SF frit til at søge den indflydelse som partiets stemmer ville give det mulighed for.

SF er altså aldrig løbet fra en aftale, men jeg kan da sagtens forstå at Sine Agerholm var skuffet over at hun ikke kunne bruge sit flotte valg til at få den afgørende indflydelse.

De borgerlige vandt kommunevalget i Holbæk i 2009 og SF gik som bekendt med dem i den violette konstituering for at sikre, at den nødvendige økonomiske oprydning ikke blot blev gennemført som perspektivløse nedskæringer, men blev forankret i et reformprogram med det formål at sikre og udbygge den kommunale velfærd.

Det synes vi er lykkedes.
Nedskæringer har ikke kunnet undgås, men smerten er fordelt tyndt ud over hele kommunens virkeområde, hvor andre kommuner som bekendt har fyret fx lærere og pædagoger i store bunker.

Samtidig moderniserer vi på ældreområdet, skoleområdet og småbørnsområdet.
Samtidig er lykkedes at finansiere kvalitetsudvikling i folkeskolen. Der skal bygges nye plejecentre, der sker omfattende renoveringer af vores skoler og vi bygger en fantastisk ny børnehave i Tølløse. Det hele kombineres med indtænkning af grønne energiløsninger.

Vi synes ikke, renoveringerne og byggerierne er prestigeprojekter, men nødvendige ingredienser i moderniseringen af kommunen og udviklingen af vores velfærd, samtidig med at det sikrer lokale firmaer opgaver og dermed bidrager positivt til beskæftigelsen i byggeriet.

SF har fået mange hug for fra den øvrige venstrefløj, som tilsyneladende hellere vil bruge endnu flere penge, vi ikke har, til at konservere velfærden, som den er. Problemet er bare, at det vil medføre nedskæringer.

Jeg syntes at svaret ligger lige for. Lad os på venstrefløjen gøre det sammen.
Om nødvendigt sammen med de borgerlige, som vi næppe kommer uden om efter næste valg. Men det kræver jo, at S og EL i det hele taget vil.

Vil vi påvirke tingene i maskinrummet – eller vil vi stå uden for og brokke os – og lade de borgerlige styre kursen alene?

Det er valget – kommunalpolitisk såvel som landspolitisk.

Svend Aage Larsen, formand for SF Holbæk.