Prinsgemalen tog en tur på motorcykel - og det var populært, også blandt pressefotograferne. Foto: Ib Ballisager
Men royalist er jeg da alligevel, af flere grunde, dels noget følelsesmæssigt, dels fordi kongehuset repræsenterer kontinuiteten i Danmarks historie helt tilbage til 800 tallet. Ser man med mere nøgterne øjne, så er der måske ikke så meget at råbe hurra for: Vi har haft en konge, der har været sindssyg, et par konger i 1700 – tallet, hvor det just ikke var studenterhuen som trykkede, et par konger som har kastet os ud i uheldige krige osv. og man må desværre som mand konstatere, at de bedste regenter har været kvinder. Men vi – altså befolkningen – har alligevel altid haft et godt forhold til de royale, vi har i modsætning til England og Frankrig aldrig offentlig kappet hovederne af vore konger. Når der er blevet dræbt konger er det altid sket lidt mere diskret; i kirker og lader.
Siden 1901 har kongehuset kun haft symbolsk betydning, selv om der var lidt tilløb til noget andet ved Påskekrisen for knap 90år siden.
For mig er det vigtigt at kongehuset repræsenterer noget samlende, noget vi næsten alle kan være fælles om. Selv et byrådsmedlem fra SF , kunne medvirke som kongelig chauffør ved regentparrets besøg på Orø.
Jamen er en præsident ikke billigere i drift?. Næppe, jeg tror ikke Frankrigs præsident er billigere i drift end det danske kongehus. Og tænk på hvem vi kunne få som præsident? Vi har jo den (u)-skik, at når en politiker skal pensioneres, så eksporterer vi jo ham/hende til Bruxelles som EU-parlamentariker, hvor han eller hun næppe kan gøre den store skade.
Næh så ved man hvad man har. Når kongehuset rejser rundt i hele verden eller såmænd også i lille Danmark, så skal man tænke på, det er et job ligesom alle andre. Og et job kan være mere eller mindre spændende. Gad vide hvad de kongelige tænker når de for 120. gang ser folkedans eller prins Henrik må se interesseret ud, når han for Gud ved hvilken gang må inspicere endnu en brandbil?
Men for mig virkede det som om regentparret nød den afslappede og uformelle tone på Orø. Især prins Henrik vandt ved nærmere bekendtskab.
Han har jo ellers stået noget i skyggen af husets frue. Borte er den tid, hvor man grinede i revyerne, når de fyrede vittigheder af som: Jeg har skudt en røv i dag.
På Orø samlede pressen sig først og fremmest om prinsen, for det var her man vidste der kunne ske noget som faldt uden for det officielle program, som da prinsen spontant satte sig op på en motorcykel, og med livvagternes bekymrede miner, fik en køretur bag på en motorcykel, og bagefter sagde: Den måtte godt have varet længere.
På Orø siger vi formentlig alle: Forhåbentlig på gensyn.
