Traktor ramt af tog i Holbæk

En 64-årig mand blev dræbt, da hans traktor blev ramt af et tog.

Ulykken skete kort før klokken 10 tirsdag formiddag ved jenbaneoverskæringen på Kalundborgvej i Holbæk. Her var den 64-årige, der er ansat i Holbæk Kommune, ved at slå græs, da traktoren han sad i, blev ramt af toget. Det 64-årige blev dræbt, mens seks passagerer i toget blev kørt til undersøgelse for skader på Holbæk Sygehus.

Den afdødes kollegaer blev efterfølgende indkaldt til et fællesmøde, hvor også borgmester Søren Kjærsgaard var tilstede, det samme var psykologer og medarbejdere fra Holbæk Kommunes Arbejdsmiljøafdeling, som står til rådighed med tilbud om krisehjælp.

Borgmester berørt af dødsfald
Borgmester Søren Kjærsgaard er dybt berørt over meddelelsen om, at en medarbejder er blevet dræbt, mens han passede sit arbejde:

– Jeg har den største medfølelse med afdødes familie og pårørende – og med de arbejdskammerater, der har mistet en god kollega, som var ude for at passe sit arbejde, siger borgmesteren.

Havarikommisionen og politiets bilinspektører skal nu forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring den fatale ulykke.

Seneste opdatering kl. 17.03

Skriv et svar