29. marts 2024

Tag skolen ud af skolen. Det er grundtanken i en ny profil, læreruddannelsen i Holbæk barsler med. Studerende, der vælger profilen, får særlige kompetencer til at forberede undervisningsforløb, der foregår udenfor skolens vante omgivelser, og det vil gøre dem eftertragtede i en moderne helhedsskole, vurderer uddannelsesleder i Holbæk, Finn Sørensen.

Lokalsamfundet er en guldgrube for læring
Det kan virke kunstigt at undervise om samfundet, når man sidder inde i en klasse. Derfor skal lærere i langt højere grad tage eleverne ud af klasserummet og bruge det lokale kulturliv i undervisningen. Det mener Finn Sørensen, der er uddannelsesleder på UCSJ’s læreruddannelse i Holbæk. Derfor er han i gang med at oprette en særlig profil på læreruddannelsen, der netop lærer de studerende, hvordan de kan inddrage samfundet udenfor skolen i deres undervisning:

– Det omkringliggende samfund er en guldgrube for læring. I Holbæk har vi blandt andet Andelslandsbyen, der er en unik mulighed for at lære, hvordan en by fungerede i 1800-tallet. Men vi har også et stort vandværk, skoleskibet Hjalm, naturskolen og en række lokale virksomheder, der kan fungere som ramme for undervisning, fortæller Finn Sørensen og fortsætter

– Studerende, der vælger at tage den nye profil, vil lære at forberede undervisningsforløb, der foregår udenfor skolens vante omgivelser. De lærer blandt andet at opstille mål for den læring, der skal foregå. I fagsprog kan man sige, at de får teoretiske og praktiske værktøjer til at didaktisere de u-didaktiserede rum. Og netop denne evne er afgørende for, hvornår et besøg i for eksempel Andelslandsbyen er underholdning, og hvornår det er undervisning. Vi skal lære vores studerende at lave undervisning. Underholdende undervisning, fastslår uddannelseslederen.

Profil imødekommer helhedsskolen
Den nye profil vil også kunne levere kompetente lærere til fremtidige helhedsskole, hvor eleverne kan se frem til flere timer i skolen, samtidig med at der bliver indført et antal aktivitetstimer, som den enkelte kommune selv kan tilrettelægge. Ifølge Finn Sørensen vil studerende, der vælger den nye profil, stå meget stærkt, hvis regeringens forslag til en reform af folkeskolen bliver vedtaget:

– Som læreruddannelse skal vi uddanne lærere, der er klædt på til at undervise i helhedsskolen. Vi ser store muligheder i at bruge de ekstra timer i skolen på at børnene får lærerige møder med natur, kultur og samfund i lokalområdet.

På læreruddannelsen arbejder man på at få en række samarbejder med skolerne stablet på benene.

– Vi er i dialog med kommunens otte skoler i forhold til, om de kunne være interesserede i at lægge børn til, at de studerende øver sig i at udvikle undervisningsforløb, der foregår udenfor skolens fire vægge. De studerende lærer det jo ikke kun på skolebænken. De skal have lov til at prøve det af og øve sig på nogen. Det kan både være til gavn for de studerende og for eleverne i Holbæks skoler, slutter Finn Sørensen.