28. marts 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen.

En undersøgelse viser, at brugerne er ganske godt tilfredse med bibliotekerne i kommunen. Arkiv foto: Rolf Larsen.
En undersøgelse viser, at brugerne af kommunens biblioteker er tilfredse med servicen.

Der var i alt 801 brugere, som brugte muligheden for at give deres mening til kende i undersøgelsen, som blev genneført i starten af februar i år.

Undersøgelsens resultater er netop blevet offentliggjort, og udover et stort engagement blandt bibliotekets brugere, peger undersøgelsen på en række andre positive tendenser.

Undersøgelsen viser blandt andet, at der er høj tilfredshed med servicen på kommunens biblioteker og mange føler mange, at deres bibliotek er et rart sted at være.

Sammenlignet med resultaterne på landsplan så bruges der et bredere udsnit af materialer på bibliotekerne i Holbæk end i resten af landet. Især brug af aviser, magasiner og tidskrifter er betydeligt højere end landsgennemsnittet.

Undersøgelsen er dog ikke ‘lutter lagkage’. Den viser nemlig også, at der er færre i Holbæk end landsgennemsnittet, som oplever at de bruger bibliotekerne mere efter etablering af selvbetjeningsmuligheden.

– Brugerundersøgelsen er et rigtig godt supplement til den daglige kontakt, vi har med vores brugere. Vi vil se resultaterne meget grundigt igennem og vil bruge de mange inputs til at fastholde, forbedre og målrette bibliotekets tilbud og services endnu mere, siger leder af Holbæk Bibliotek, Bjørn Ulrik Larsen.