18. april 2024

En 21-årig kvinde fra Kalundborg blev tirsdag morgen udsat for blufærdighedskrænkelse.

Kvinden har fortalt politiet, at hun omkring kl. 08.10 havde fået sin blufærdighed krænket, da hun kom gående på stisystemet bag parkeringspladsen ved Birkevænget i Holbæk. Her havde hun mødt en ung mand, som pludselig havde trukket sine bukser ned og onanerede sit erigerede lem.

Kvinden havde bedt ham stoppe, og vendt sig om, hvorefter hun var gået fra stedet.

Den 21-årige kvinde beskrev krænkeren som: mand, dansk af udseende, 22-23 år, kort lyst hår i 2-3 cm længde, høje tindinger, iført grå hættetrøje med en sort jakke udover, blålig muligt cowboy- eller joggingbukser og kondisko.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man ledte efter krænkeren i området, men fandt ham ikke.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der kan bidrage med oplysninger om krænkerens identitet, eller som har set ham i området. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.