28. marts 2024

Politiet blev klokken 01.25 natten til søndag kaldt ud til en restauration i Ahlgade, hvor nogle gæster var røget i slagsmål med hinanden.

Da politiet kom frem til stedet, traf de en lettere tilskadekommen 46-årig mand fra Kirke Hyllinge, som blev anholdt for at have været i slagsmål med en 36-årig mand fra Mørkøv.

Vidner på stedet fortalte, at den 46-årige havde været den aktive part, hvorfor han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

Efter afhøring til sagen blev han løsladt, og politiet kørte ham til skadestuen til behandling af en flænge i ansigtet.

Han vil senere modtage et bødeforelæg for overtrædelse af restaurationsloven, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.