19. marts 2024

Et nyt projekt på Holbæk Sygehus skal sættes fokus på at spotte overvægt hos børn tidligere. Arkivfoto: Walter Siegmund.

Holbæk Kommune samarbejder nu med Holbæk Sygehus om at hjælpe overvægtige børn og unge af med de ekstra kilo. Arkivfoto: Walter Siegmund.

Holbæk Kommune har indgået et samarbejdet med ‘Enheden for overvægtige børn og unge’ på Holbæk Sygehus om behandling af overvægtige børn og unge.

Det er enhedens behandling, hvor syv ud af ti børn og unge taber sig, som er baggrunden for samarbejdet.

Indsatsen er en del af et forskningsprojekt, hvor metoder fra Holbæk Sygehus afprøves i kommunalt regi sammen med tre andre af regionens kommuner.

– Kravet for at deltage er, at barnet eller den unge i alderen 3-18 år har et BMI, der er for højt i forhold til alder og køn. Desuden skal hele familien være motiveret for at ændre livsstil, forklarer sundhedskonsulent Helle Oldrup Jensen, Holbæk Kommune.

Hun tilføjer, at kommunen er rigtig glad for samarbejdet med Holbæk Sygehus’ børneafdeling.

Overlæge og leder af ‘Enheden for overvægtige børn’ på Holbæk Sygehus Jens Christian Holm glæder sig også over samarbejdet og betegner det som en enestående og oplagt mulighed for såvel kommune som sygehus.

Vægten normaliseres
Fremgangsmåden vil være at stoppe eller bremse vægtøgningen, så vægten normaliseres i takt med barnets eller den unges vækst. Det sker ved at sætte fokus på trivsel, kost, spiseøvelser, fysisk aktivitet samt tidsforbrug ved computer og TV.

I Holbæk Kommune vil familierne blive fulgt af en sundhedsplejerske og en kostvejleder efter individuelt behov. Allerede fra start lægges en individuel plan for familien. Den indeholder 10-20 arbejdspunkter, som skal hjælpe familien og barnet til vægttab.

– Gensidig tillid, empati og omsorg er helt afgørende i forholdet til børnene og deres familier. Vi arbejder med individuelle planer og lægger derfor vægt på et samarbejde baseret på gensidig tillid, siger Helle Oldrup Jensen.

Målet er at opnå gavnlige effekter på humør, selvtillid og social trivsel. Og nok så vigtigt er det at mindske risikoen for de følgesygdomme, som forbindes med overvægt.