Orø: Nye sundhedskort med præcis adresse

Nu har Or-borgerne igen fået nye Sundhedskort – nu med tilføjelsen ‘Orø’. Foto: Jesper von Staffeldt.
Præcis angivet adresse kan tilsyneladende være afgørende for, om man kommer til med det samme på operationsbordet – eller må overnatte på sygehuset.

Holbaekonline.dk har i den seneste tid skrevet om Orø-borgernes nye Sundhedskort, hvoraf det fremgik, at de pludselig ikke længere bor på Orø, men i Bybjerg, Brønde osv.

Det har affødt en livlig snak på øen, og mange ø-boere er blevet overrasket over, at Orø var fjernet fra deres adresse.

Efter Holbakeonline.dks omtale af det forsvundne Orø, så har har den ansvarlige for adresserne i Holbæk Kommune, Ole Nielsen, erkendt, at man nok skulle have beholdt fællesnavnet Orø.

Miseren om de nye sundhedskort er opstået i forbindelse med en digitaliseringsstrategi, hvor man havde besluttet, at der skulle bruges supplerende bynavne fordi kommunerne er blevet færre og større. Det betød for Orø, at man fik syv supplerende bynavne, herunder Orø.

Men kommunen bøjede sig og har nu sendt nye nye kort ud til ø-boerne. Denne gang med en tilføjelse på tre bogstaver: Orø.

Nu kan beboerne på Isefjordens Perle igen forvisse sig selv – og omverden om, at de beboer en af de danske øer.

Adresse afgørende i sundhedssystemet
Kan det ikke være ligegyldig? vil en del måske tænke – måske især dem, som ikke bor på øen – det er jo bare spild af penge at fremstille et nyt sundhedskort. Men det er ikke helt ligegyldigt hvad adressen er, og det kan måske endda sparre de offentlige kasser for unødvendige udgifter, at bruge penge på at opdatere adressen.

For den adresse som står på sundhedskortet er også den adresse, der bruges på det centrale adresseregister, og en forkert adresse her kan give bagslag.

Annie Lunde fra Orø fortalte Deres udsendte medarbejder følgende historie:

– For ca 14 dage siden kørte jeg en af mine veninder over til Holbæk sygehus hvor hun skulle gennemgå en mindre opration. Vi ventede et par timer og på et tidspunkt sagde jeg til en af sygeplejerskerne: ‘Nu bliver jeg nødt til at køre hjem, for jeg skal nå den sidste færge’.

‘Jamen bor I på en ø, det skulle vi bare have vidst, så var din veninde blevet opereret noget før’. For det fremgik ikke af patientens papirer hun boede på en ø, Orø, for her stod kun en delbetegnelse, som kræver stedkendskab før man ved det er på en ø.

Annie Lunde måtte køre hjem og veninden måtte overnatte på sygehuset. Næste dag måtte Annie Lunde så tage færgen til Holbæk igen for at være hos sin veninde.

Da Holbaekonline.dk forelagde Annie Lundes historie for Regionrådsmedlem Nicolai Nicolaisen, affødte det følgende kommentar – sagt med et glimt i øjet: ‘Jamen så burde regionen sende Holbæk Kommune en regning på et par tusinde korner for en unødvendig overnatning’.

Skriv et svar