28. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev i en løbende debat om St. Merløse Varmeværk.

Varmeforeningen har begået endnu et indlæg og det skal naturligvis have et svar, selvom jeg ikke helt forstår, hvad formålet er med det.

Vi har intet mod varmeforeningens arbejde, det er godt at der arbejdes aktivt med forholdene i lokalområdet. Det eneste som jeg, på vegne af bestyrelsen, har påpeget, er, at den ensidige fokus på fortiden også kan have nogle negative konsekvenser for lokalsamfundet. Det har vi senest hørt om i pressen den 22. februar (Dagbladet Ringsted), hvor Flemming Kold Bredahl fra St. Merløse kunne fortælle om et hussalg, der trak i langdrag, med økonomiske konsekvenser for ny køber/beboer i byen. Derfor kan det kun glæde os at Google, der jo justerer sig efter hvor trafikken på nettet går hen, har fået flyttet nogle af de mere fremadrettede historier og informationer fra Holbæk Forsyning A/S højere op i søgningen, så det ikke ser så sort ud på skærmen.

Det er sådan set rigtigt at Energitilsynet netop lavede den første stikprøveundersøgelse hos varmeselskaber, hvor der ikke havde været anmeldt priseftervisning og andre ting. Det har bare ikke noget at gøre med de forhold som vi står på mål for, nemlig hvad der skete efter Holbæk Forsyning A/S og St. Merløse Varme A/S var en realitet i 2010. Det var det, vi skrev om, da vi lavede nyheden om den seneste evaluering. Det er også her varmeforeningen roder sig ud i en noget vingeskudt forklaring på, om at det var vores egen revisor, der havde foretaget evalueringen. Der er klare regler for, hvordan evalueringen skulle foretages, og dem har vi overholdt. Jeg og bestyrelsen, synes vores udmelding var fair og dækkende, men jeg er ked af at det blev oplevet som om vi forsøgte at løbe fra et ansvar. Så for en god ordens skyld, så vil jeg understrege at vi i bestyrelsen, selvfølgelig er ansvarlige for forholdene omkring St. Merløse Varme A/S og har været det siden oprettelsen i 2010.
Når vi taler om, at der er brugt ressourcer på at undersøge ting og afklare forhold, så er det primært vores egne ressourcer vi henviser til. Det er vigtigt at understrege, at det er godt at få undersøgt sagerne, og der er helt klart kommet nyttige ting frem i arbejdet med den forbrugergruppe vi nedsatte og som har næsten fuldstændig personsammenfald med Varmeforeningen. Vi har stor respekt for det arbejde, der er gjort, og vi har stor respekt for dialog. Men vi tror også på handling, og nu står værket der, og så må i acceptere, at vi kører videre herfra.

John Harpøth
Bestyrelsesformand Holbæk Forsyning A/S

Alle indlæg i denne løbende debat, kan læses her.