28. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Isefjordens Skole afdeling Absalon kan ligesom kommunens – og landets – andre skoler blive ramt af lockout fra 1. april. Foto: Rolf Larsen.
Skoleeleverne i Holbæk Kommune risikere ikke at kunne få undervisning efter 1. april, efter KL i går varslede lockout af lærerne.

KL sendte i går et lockoutvarsel til Lærernes Centralorganisation. Det skete efter KL natten til onsdag ensidigt erklærede overenskomstforhandlingerne mellem LC og KL for brudt sammen.

Hvis lockouten træder i kraft, vil den omfatte i alt ca. 52.000 ansatte i alle landets kommuner – og altså også i Holbæk Kommune.

En evt. lockout vil kunne træde i kraft 1. april og vil så betyde, at lærerne ikke må møde på arbejde og undervise eleverne.

Det er op til kommunen og den enkelte skoleleder at afgøre om – og i hvilket omfang – eleverne kan undervises og passes, når lærerne ikke må.

Lockout kan udsættes
I den kommende tid vil KL og Lærernes Centralorganisation blive kaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen og her kan forligsmanden vælge at udsætte lockouten med i første omgang to uger. Det kan forlænges med yderligere to uger, i såfald vil en lockout træde i kraft 3. maj.

Afgangsprøver kan blive berørt af konflikten
Foråret er også eksamenstid for de store elever og her kan lockouten ramme elevernes afgangsprøver. Ministeriet for Børn og Undervisning vil til den tid orientere om, hvordan skolerne og eleverne skal forholde sig.