28. marts 2024

En uenighed om hvor mange penge dommere skal have for at dømme en kamp kan ende med dommerstrejke – det vil også ramme de lokale fodboldkampe.

Lokale fodboldklubber som FK Munkholm, Holbæk B&I, Gislinge IF, Tuse IF, Tølløse BK, Vipperød BK, Jyderup BK, Undløse BK, Kundby IF og Mørkøv IF risikerer at få problemer med at få afviklet sine kampe, hvis breddedommerne i DFU gør alvor af deres trusler og går i strejke.

Dommerne, der dømmer i breddefodbolden under divisionerne, ønsker at få 218 kroner i godtgørelse for at dømme kampene, mens DBU kun vil give 200 kroner pr. kamp. Dommerne sendte derfor mandag aften et ‘Varsel om konflikt’ fra Danmarks Fodbolddommer-Union, der giver DBU en frist til 31. marts til at acceptere nye satser, ellers vil dommerne gå i strejke.

Ingen løsning
– Vi har forhandlet med DBU siden sidste efterår, men der er stadig ikke fundet en løsning på hvilket beløb den enkelte dommer skal modtage for at dømme en kamp, forklarer formand for DFU, Per Buttenschøn.

– Vi havde jo håbet på at få en ny aftale på plads, så vi har indtil nu i år dømt de første træningskampe og modtaget betaling efter de gamle satser. Vi synes, at vi derved har vist god vilje, og har set frem til at bidrage til en ny aftale til gavn for alle”, fortsætter Per Buttenschøn og fortsætter:

– Men vi kan jo ikke blive ved med at dømme til den gamle sats i al evighed.

en hidtidige sats er på kr. 200,- for en dommers indsats i en seniorkamp.

Dommerformanden mener ikke, at det er nogen fyrstelig timeløn:

– Afviklingen af en kamp tager sjældent under tre timer for en dommer, der bruger sin fritid på først at tage hen til spillepladsen, være der i ordentlig tid inden kamp og så klæde om og varme op. Så er der selve kampen, inklusiv overtid og halvlegspausen, og til sidst omklædning, bad og hjem igen.

Per Buttenschøn peger også på, at arbejdsforholdene for dommeren ikke altid er de letteste, fordi det er en ensom og ofte upopulær tjans at være fodbolddommer.

DFU har ønsket en ny aftale om de kommende to års betaling. Det sker, fordi SKAT sidste efterår hævede det beløb en dommer må modtage for en kamp til kr. 250,- pr. kamp.

– Men vi er ikke enige med DBU om et beløb fra 2013, siger Per Buttenschøn, der ærgrer sig.

– Vi har ønsket os, at en dommer når op på at modtage et beløb, der er en indeksregulering af det hidtidige maksimumsbeløb, konkret kr. 218,- for en kamp i 2013. Altså en stigning pr. kamp på kr. 18 i år, eller lige omkring seks kroner i timen. Eller under 70 øre pr. spiller pr. kamp, hvis spillerne selv skal betale via kontingentet. Vi må desværre konstatere, at DBU ikke vil være med til dette forslag, som vi ellers selv føler er rimeligt og langt fra ublu.

Dommerne har ikke fået forhøjet deres godtgørelse siden 2009.

Konflikten, der betyder at dommerne konsekvent vil prioritere deres fritid til andet end at dømme fodbold, er varslet til at træde i kraft fra den 1. april 2013 ved midnat, og den vil ifølge DFU omfatte alle fodboldkampe i Danmark, undtaget de tre øverste rækker hos herrerne (Superliga, 1. og 2. division) og de to øverste rækker for kvinder (3F-ligaen og 1. division). Dette skyldes, at elitedommerne, der dømmer disse kampe, har en separat honoraraftale, der løber endnu to år.

DBU’s forhandlingsgruppe under ledelse af næstformand Jesper Møller vil tidligst i næste uge forholde sig til den aktuelle meddelelse fra DFU.