Årets kultur-passere kan vinde 500 kroner

De unge kultur-passere har stadig mulighed for at vinde 500 kroner i kommunens konkurrence.

I september sidste år fik alle Holbæk Kommunes 4.-klasser et Kulturpas. Kulturpasset fungerer som adgangsbillet til ti kultursteder i kommunen, og der er endnu mange gode tilbud at fylde fritiden ud med, hvis man har et barn eller barnebarn i 4.klasse. Passet kan for eksempel bruges til biblioteket Klub Filmstriben, på Holbæk Museums nye ArkæoLab og til at blive klogere på naturen ved Skovens Dag.

Konkurrencen om titlen ”Årets kultur-passer” bliver dog hård, for ud af de 850 elever, der fik et pas i efteråret, har hele 650 aktiveret det på www.holbaek.dk/Kulturpas og deltager dermed i konkurrencen. Og at dømme efter deres tilbagemeldinger på siden, er de glade for tilbuddet.

”Det bedste er, at jeg fik en plakat og at det var sådan nogle gode skuespillere” skriver en 4.-klasses-elev om sit teaterbesøg på Holbæk Teater, og en anden fortæller, at ”det var så fint at kunne se stjerner og få autografer og se alle de huse som har været i julekalenderen” efter et besøg på Brorfelde Astronomiske Center.

Rejsen fortsætter
For at blive Årets Kultur-passer skal børnene blot aktivere passet og udfylde et kort spørgeskema, hvor de fortæller om deres besøg på kulturstederne. Det gør de på kommunens hjemmeside www.holbaek.dk/Kulturpas. Man kan skrive ligeså mange gange, som man har besøgt et kultursted, og flere besøg giver derfor større chance for at vinde. Konkurrencen slutter den 1. juni.

Børnenes svar bliver brugt til at gøre næste års Kulturpas endnu bedre, for det ligger allerede nu fast, at også de kommende 4. klasser får mulighed for at ”rejse rundt” i Holbæk Kommunes kulturtilbud til spotpris eller endda helt gratis.

De tre vindere af titlen ”Årets Kultur-passer” får overrakt en præmie til Sankt Hans-festen i Strandparken den 23. juni. Præmien er et gavekort på 500 kr.

Skriv et svar