Bruger godt 4 mio. på frivilligt arbejde

Når 2012 render ud, har Holbæk Kommune brugt 4,4 millioner kroner på frivilligt arbejde – som vel at mærke hverken er idræt eller fritids aktiviteter.

Pengene er brugt på hvad formand for Udvalget for Voksne Louise du Plessis de Richelieu kalder “frivilligt socialt arbejde”.

Millionerne rummer blandt andet knap 400.000 kroner til partnerskaber og samarbejder samt cirka 1.450.000 til arbejdet i frivilligeksperimentariet, administrative frivilligkoordinatorer, bazar og støtte til konkrete aktiviteter. Herudover er der givet cirka 1.600.000 kroner til brugerråd, handicapråd og den såkaldte § 18-støtte, der primært tilfalder lokale sociale organisationer og lokale afdelinger af landsorganisationer.

Holbæk Kommune har også en række puljer på kultur- og fritidsområdet, som foreninger, klubber og enkeltpersoner kan søge til frivillige sociale aktiviteter. De indeholder tilsammen cirka 900.000 kroner og er blandt andet uddelt til udstyr, arrangementer samt leder- og instruktøruddannelse.

Pengestrømmen stopper dog ikke ved de 4,4 millioner til frivilligt socialt arbejde. Holbæk Kommune støtter også andre former for frivillighed. Foreninger i Holbæk Kommune får blandt andet lokale- og medlemstilskud, og kommunen støtter også talentudvikling, børnekultur og kulturelle arrangementer.

– I år har vi støttet mange forskellige ting og aktiviteter – og det er lige præcis sådan, det skal være. Hvis man vil bruge sin fritid på fodboldtræning af en gruppe unge rødder, skal man ikke mangle penge til en bold. Og hvis man frivilligt arrangerer aktiviteter for seniorer, skal der selvfølgelig være lidt penge til en kop kaffe. Dét er vores klare ambition, for vi tror på, at opbakning til borgernes egne initiativer er en god investering, både økonomisk og menneskeligt, understreger Louise de Plessis du Richelieu.

Skriv et svar