Julestemning og kulinarisk oplevelse for hele familien

Ta’ hele familien med til jul på Lyngholm Landsted i denne weekend. PR foto.
Denne weekend står i julens tegn på Lyngholm Landsted på Tuse Næs.

Her er alt sat ind på at skabe den rette julestemning med gode smags og sanse oplevelser for hele familien, og der er mulighed for at smage og købe en række hjemmelavede delikatesser til julebordet.

Juletræer, frilandsand og delikatesser
Besøgende har mulighed for at købe hjemmelavet æblechutney, æblechips og paradisæblegelé. Ellemosegaardens velfærdskyllinger samt Lyngholm Landsteds lammespegepølser og røgvarer til julebordet. Skal man have and til julemiddagen, så kan man købe en Hesselbjerggaards frilandsand. Alt produceret med omhu og respekt lokalt på Tuse Næs.

Også juletræet kan klares med et af Løserups smukke juletræer, og pyntegrønt kan man selvfølgelig også købe.

Mød frilands-juleanden og alle de andre dyr
Der vil være workshops for børnene, hvor det vil være muligt at bage pandekager med æbleslice over bål og komme tæt på gårdens dyr. Man kan møde juleanden i dammen, hønsene i haven og fårene på marken midt i deres frie liv. Og man kan se hyrdehunden på arbejde sammen med fårehyrden. Tage en hestevognstur med Kim og hans dejlige spand jyske heste og nyd Tuse Næs’ smukke bakkede natur og udsigten over Lammefjorden.

I caféen har Bønnen & Herligheden sammensat en lækker anretning af lokale råvarer, der kan nydes i de hyggelige omgivelser.

Lyngholm Landsted’s Julecafé byder på: Julemarinerede sild, landgris med rødbede-æblesalat tilsat estragon, brie med appelsinsyltede valnødder og maltbrød. Øl fra Søkildegård, julesnaps på valnødder og dejlig frugtsaft. Skønne Julekager og Kanel-æbledrøm. Julekaffe, Chaya julete og æble-kvædete, hvid krydret æblegløgg.

Der er masser af gode grunde til at tage hele familien med på juletur til Tuse Næs.

Info:
Dato: Lørdag d. 15. december og søndag d. 16. december begge dage kl. 11 – 16.
Sted: Lyngholm Landsted, Guredevej 44, Tuse Næs, 4300 Holbæk.

Skriv et svar