Stolte af at bo i Vangkvarteret

Mange af Vangkvarterets unge, der er under uddannelse, vil gerne reklamere for deres bydel. Her er den første gruppe, som fik T-shirts. PR Foto
Unge fra Vangkvarteret er nu begyndt at reklamere for deres bydel

Der er en udbredt opfattelse af, at Vangkvarteret er et sted, hvor alle de unge er vilde, laver ballade og begår kriminalitet. Det er dog ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Stadig flere af kvarterets unge er nemlig i fuld gang med at tage en ungdomsuddannelse.

For at markere denne positive udvikling har Lejerbo og Holbæk Kommune valgt at fejre de mange unge, som er i gang med en ungdomsuddannelse. De kan få en sort T-shirt med grøn eller pink skrift på brystet: ”JEG BOR I VANGEN” – og på ryggen er der en stregkode med underteksten ”Under uddannelse”.

Da Søren Moses fra 4300 Agervang og Susanne Lysholm Jensen fra Lejerbo uddelte de første T-shirts, blev de unge trakteret med sodavand, kage, hyldesttale og en opfordring til – sammen med deres kammerater – at blive levende reklamesøjler for det område, hvor de bor.

Skriv et svar