Badmintonstævne på Orø

Orøhallen dannede lørdag rammen om et badmintonstævne for ungdomsspillere.
Solen skinnede fra en frostklar himmel, og et tyndt lag sne pyntede overalt, da badmintonspillere fra 17 klubber i DGI Vestsjælland og Roskilde gæstede Orø lørdag til ungdomsstævne afholdt af Orø Badmintonklub.

Det er første gang der afholdes badmintonstævne på Orø, og det er et stort arrangement for en lille klub; men med stor opbakning og hjælp fra DGI, forældre, sponsorer og andre hjælpere blev stævnet en stor succes.

Flere forældre fra klubber udenfor øen takkede for et godt arrangeret stævne – både selve afviklingen af kampene, selve faciliteterne og også den til lejligheden åbne café fik rosende ord med på vejen. En far sagde bl.a.:

– jeg fik en lækker lækker kage med birkes og virkelig gode sandwich, og så var der ikke slik men gratis gulerødder og agurker”.

Også Orø´s ungdomstræner var glad efter stævnet:

– det har været rigtig hyggeligt og her har været en god stemning. Alle børnene har villet spille gode kampe og har givet sig 100 %, og så har de været gode til at rose og opmuntre hinanden, også når det måske ikke gik helt så godt. For flere af vores spillere var det deres første stævne, og for alle var det en god oplevelse, så det har givet dem blod på tanden til også at tage ud til stævner andre steder.

Formanden for klubben havde også kun positivt at sige:

– Vi var lidt usikre på, hvor mange der ville komme, når de også skulle betale for færgen, men med et fint sponsorat fra Østre Færge fik deltagerne færgebilletten til en meget favorabel pris. Nu håber vi, at det vil rygtes rundt om i klubberne, at Orøstævnet har været en god oplevelse – og vi vil helt sikkert gentage succesen igen næste år.

Der var stor tilfredshed med lørdagens stævne.

Skriv et svar