16. april 2024

Torsdag eftermiddag kunne interesserede læsere møde forfatteren Søren Flott, der netop nu er aktuel med bogen “Danskeren der ville dræbe Hitler”.

Mødet foregik i Bog & Idé i Smedelundsgade i Holbæk og her var det muligt både at få en snak med forfatteren og få hans signatur på bogen.

Søren Flotts seneste bog, “Danskeren der ville dræbe Hitler”, fortæller historien om Jens Peter Jessen født i Tinglev, som søn af tyske forældre. Da han voksede op, blev han nazist og rådgiver for Hitler. Men med tiden vendte Jens Peter Jessen sig mod føreren og endte med at have en andel i det berømte attentat, hvor Claus Schenk Graf von Stauffenberg den 20. juli 1944 forsøgte at dræbe Hitler med en bombe placeret i en attache-mappe. Bomben sprang, men Hitler overlevede og folkene bag attentat-forsøget blev efterfølgende straffet hårdt. Også Jens Peter Jessen, der blev hængt for sin andel i attentat-forsøget.