Politiet sætter ind mod ulovligt fyrværkeri

Lige nu er det sæson for handel med ulovligt fyrværkeri, og politiet gør nu en ekstra indsat for at få det ulovlige og farlige fyrværkeri væk fra gaderne.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi går man målrettet efter de personer, der importerer, opbevarer og sælger det ulovlige og farlige fyrværkeri, og som tjener mange penge på det.

– Fortjenesten på salg af ulovligt fyrværkeri er stor og kan sammenlignes med fortjenesten på salg af narkotika. Det er skruppelløse kriminelle, som kun tænker på penge, der står for importen og salget af det her. De tager ikke hensyn til, at ulovligt fyrværkeri kan være ekstremt farligt at bruge, og at det bogstaveligt talt er en tikkende bombe, hvis man – som politiet har set det tidligere – har et lager af fyrværkeri midt i et parcelhuskvarter, siger politiinspektør Ole Kristensen, der er chef for lokalpolitiet i Midt- og Vestsjællands Politi.

Midt- og Vestsjællands Politi vil sætte politibetjente ind, der skal opspore importører og forhandlere af ulovligt fyrværkeri. Og til det har politiet brug for offentlighedens hjælp:

– Har man kendskab til nogen, der sælger eller opbevarer sådan noget, vil vi meget gerne høre om det, og så skal vi nok tage os af det. Og så vil vi gerne opfordre til, at man for sin egen og andres skyld holder sig langt væk fra det ulovligt importerede fyrværkeri. Fyrværkeri, man køber ved ”bagdøren” eller på en mørk parkeringsplads, er ikke godkendt eller forsynet med mærkning, og man aner faktisk ikke, hvad det er, man står med mellem hænderne, siger politiinspektør Ole Kristensen.

Skriv et svar