28. marts 2024

Tidligere betalte man en pris for forskellige typer af byggeprojekter hos Holbæk Kommune. Men fra nytår vil prisen udover et gebyr ved opstart og afslutning af en sag blive afregnet i forhold til det reelle timeforbrug hos de kommunale byggesagsbehandlere. Det indstillede Udvalget for Klima og Miljø på dets møde igår til byrådet.

– For entreprenører, arkitekter og private firmaer, der ofte søger om byggetilladelser, har det længe været et ønske at få et overblik over timeforbruget på sagerne. Med en afregning per time kan alle se, hvor lang tid forskellige typer sager tager og planlægge efter det, siger John Harpøth, der er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.

Prisen for en byggesag forventes ikke at ændre sig markant for de enkelte bygherrer. Men en af fordelene ved den nye form for afregning er, at bygherrerne vil opleve en tilskyndelse til at indlevere grundigt forberedte sager.

– Både for almindelige borgere og mere professionelle bygherrer er det afgørende, at de kan komme hurtigt i gang. Desværre ser vi nogle gange, at ansøgningerne er mangelfulde og vi skal efterspørge ekstra materiale. Med timeafregningen kommer det til at koste mere i kroner og ører, og derfor forventer jeg også, at den nye afregning vil føre til en kortere sagsbehandlingstid, siger John Harpøth.

Holbæk Kommune har længe arbejdet med en nedbringelse af sagsbehandlingstiden på byggesager, og har gjort markante fremskridt. I 2009 tog det således 122 dage fra kommunen modtog en ansøgning, til sagen kunne afgøres. I 2012 tog det kun 42 dage.

Det glæder kommunens borgmester.

– Vi har allerede reduceret vores sagsbehandlingstider markant til fordel for bygherrerne. Med timeafregningen tror jeg, at vi får flere komplette ansøgninger, som vi kan ekspedere uden forsinkelser. Sammenlagt med vores egen indsats på området, vil det betyde, at vi kan komme helt i bund med sagsbehandlingstiden, siger Søren Kjærsgaard og slutter:

– Vi kommer som kommune ikke til at tjene noget på den nye afregning. Dem der har styr på ansøgningerne vil til gengæld opleve en besparelse i kroner og ører, mens mindre forberedte ansøgninger vil koste mere. Det er et rigtig godt princip.

Med godkendelsen af timeafregningen fastsatte Udvalget for Klima og Miljø en timetakst på 694 kroner for en byggesagsbehandling.