29. marts 2024

Holbæk Byråd besluttede på ekstraordinært møde mandag aften at sælge havnegrund til selskabet Fjordstjernen.

Med salget af en 9.400 kvadratmeter grund åbnede byrådet i går for et nybyggeri af plejeboliger ved havnefronten i Holbæk. Det er selskabet Fjordstjernen Boliger og Sundhedscenter A/S, der har købt grunden. Personkredsen er den samme, som står bag Kildehaven i Svinninge, som er plejeboliger for yngre handicappede.

Borgmester Søren Kjærsgaard er tilfreds med salget:

– Køber har en spændende og perspektivrig plan for stedet, og jeg er glad for, at også handicappede får mulighed for at nyde de fantastiske omgivelser ved Holbæk Havn. Samtidig får vi skabt ny udvikling og liv på havnen – også mellem klokken 8 og 16 – og vi får på den gode side af 100 nye arbejdspladser, siger borgmesteren.

Byrådets godkendelse af salget skete på et ekstraordinært møde. Det skyldtes, at der var brug for en meget hurtig behandling, for at køber kunne nå at få andel i Socialstyrelsens kvote til friplejeboliger inden fristens udløb.

Kommunen havde, inden grunden blev sat til salg, bedt to ejendomsmæglere vurdere værdien, og har desuden haft et rådgivningsfirma til at vurdere, hvor meget det vil koste at rense grunden for gammel forurening. Vurderingen, som blandt andet bygger på erfaringer fra resten af havneområdet, lyder, at det vil koste omkring 15 mio. kr. at rense grunden. Oprensningen skal ske for kommunens regning, og det samme gælder etablering af veje, fortove og anden infrastruktur i området. Med en købssum på 20,8 mio. kr. betyder det, at indtægter og udgifter kommer til at gå nogenlunde lige op.

Salget blev vedtaget med 15 stemmer mod 11, mens 1 undlod at stemme.

1 thought on “Kommunen sælger havnegrund til plejeboliger

  1. Så skal vi nok snart høre på brok fra de andre med lejligheder på havnen – og med Jan Monrad i spidsen. De brokker sig altid når de ikke får det som de vil have det i deres lille eksklusive havne-ghetto.

Comments are closed.