28. marts 2024

4300 Agervang og Lejerbo er gået sammen om en ny klub for gruppen af 10-12-årige, som har brug for spændende udfordringer i fritiden.

Vangkvarterets ungdomsklub har succes hos de unge i aldersgruppen 13-17 år. Nu ser det ud til, at også de lidt yngre unge har brug for et klubtilbud. Holbæk Kommune og Lejerbo er derfor gået sammen om et nyt initiativ til de 10-12-årige.

– Vi mærker, at en del af områdets børn savner et fritidstilbud, hvor de kan være sammen om sjove aktiviteter. Alt efter vejret kan det være fodbold, playstation, bordtennis, bordfodbold mv., siger projektleder Søren Moses, Holbæk Kommune.

Juniorlubben har fået lov til at bruge lokalerne på adressen Havevang 22-24, kælderen. Her holder ungdomsklubben også til. I første omgang er åbningstiden mandag mellem kl. 17 og 19.

Fin lokal opbakning
Søren Moses fremhæver, at den nye klub er et resultat af det gode samarbejde mellem kommunen og lokalområdet: Lejerbo, E. Pihl & Søn A.S., lokale håndværkere og andre virksomheder har bidraget med arbejdskraft og materialer.

– Det har bl.a. ført til, at klublokalet nu er blevet isoleret effektivt, så klubaktiviteterne ikke længere generer ejendommens øvrige beboere med støj. Vi har samtidig kunnet tilbyde nogle af de 15-17-årige muligheder for at tjene ekstra lommepenge ved at give en hånd med undervejs.

– Vi regner også med, at nogle af medlemmerne i vores ungdomsklub fremover vil kunne tjene lommepenge som medhjælpere i juniorklubben. Vi har jo gode erfaringer med at lade de unge udføre forskellige opgaver mod at få en lille betaling for det, fortæller Søren Moses.

Den nye klub vil være for både piger og drenge, og et foreløbigt gæt går på, at 20-30 vil benytte den. Agnete Dreier, som er formand for Udvalget for børn, unge og familier i Holbæk Kommune, indviede klubben den 24. september.