Flere kommunale penge til store kulturevents

Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune har besluttet at sætte flere penge af til store events. Målet er at give kommunens borgere mere kultur og skabe opmærksom omkring kommunen.

Events er det nye sort – og det gælder også i Holbæk Kommune. I det kommende år vil Holbæk Kommune nemlig bruge flere ressourcer på at udbrede kultur til kommunens borgere. Tanken er, at events kan være den ingrediens, der kan sikre, at flere borgere bliver inkluderet i kulturelle tilbud.

– Det ligger sig så fint i tråd med, hvad vi ønsker med vores kultur- og fritidspolitik i Holbæk Kommune. Vi ønsker nemlig at skabe kultur med borgerne. Det er noget, vi prioriterer højt, at de arrangementer vi støtter potentielt kan skabe flere kulturbrugere – og derfor har det været oplagt at støtte flere events på vejen, fortæller formanden for Udvalget for Kultur og Fritid Emrah Tuncer.

Vi vil kvalitetsevent
Holbæk Kommune er stadig nybegyndere, når det handler om at skabe helt store event. Derfor er Holbæk Kommune i øjeblikket på udkig efter relevante samarbejdspartnere, der kan hjælpe kommunen i den rigtige retning.

– Vi ved endnu ikke alt om, hvordan vi løfter helt store kvalitetsevent. Vi har derfor indgået et kvalificeret sparrings- og udviklingsforløb med den tidligere leder af Roskilde Festivallen Leif Skov, og det sætter vi stor pris på, fortæller kultur- og fritidschef Brian Worm Ahlquist.

Skal sætte kommunen på landkortet
Udover at skabe mere kultur med borgerne, så udgør eventgenren også en mulighed for at gøre opmærksom på det unikke ved Holbæk Kommune. Det er derfor heller ingen hemmelighed, at den øgede støtte til og opmærksomhed omkring events gerne skulle give flere turister lyst til at besøge kommunen.

– Vi vil gerne sætte Holbæk Kommune fast i danskernes bevidsthed, så de får lyst til at besøge os, og det er vi overbeviste om, at kulturevents kan hjælpe os med, forklarer Emrah Tuncer.

Derfor er der events på programmet i december måned, når DR slår op for julekalender på Brorfelde Observatorium. Derudover vil Pinsen næste år også byde på events, når årets træskibstræf bliver afholdt på Holbæk Gl. Havn.

Skriv et svar