29. marts 2024

Et flertal i Holbæk byråd bestående af de borgerlige partier og Socialistisk Folkeparti er blevet enig om en budgetaftale for 2013 til 2016.

Efter tre års arbejde på at få rettet op på en dårlig økonomi havde havde byrådet i Holbæk Kommune glædet sig til et budget 2013, hvor der var plads til lidt større armbevægelser. Sådan gik det ikke. Selv om der er kommet styr på udgifterne, blev indtægterne fra skat, tilskud og udligning lavere end forventet. Derfor indeholder aftalen da også nye effektiviseringer for 30 mio. kr. årligt og besparelser for 20 mio. kr. i 2013 og 30 mio. kr. årligt i de følgende tre år

Nedskæringer nødvendige
– Det er nødvendigt, at vi skærer ned på vores driftsudgifter, hvis budgettet skal balancere. Vi vil aflevere en økonomi til det nye byråd, der er bedre end den, som vi selv overtog for tre år siden, siger borgmester Søren Kjærsgaard (V.

For Kenny Jensby (L) er det effektiviseringen der er væsentligt, ved den nye aftale:

– Holbæk er allerede en effektivt drevet kommune, men vi kan blive endnu bedre. Hvis vi tænker innovativt, kan vi give en service, der er mindst på niveau med den, vi yder i dag, men for færre midler.

Vil bruge millioner på Arena og energi-renovering – trods besparelser
På trods af de store besparelser, har et flertal i byrådet bestående af V, SF, DF, C, B, L og løsgængeren Jens Munch-Steensgaard afsat 186,4 millioner kroner til nye anlæg. De skal blandt andet bruges til Holbæk Arena, energi-renoveringer og folkeskolen.

Og netop energi-renoveringer er John Harpøth (DF), der også er forman for udvaldet for Klima og Miljø, tilfreds med:

– Med budgettet her gør vi klar til nogle ambitiøse klima-investeringer. Vi energi-renoverer, og vi investerer i solceller på kommunens bygninger. Det koster noget nu, men på lidt længere sigt kommer det til at give os mere luft i budgettet, siger John Harpøth.

Med budgettet er der også afsat flere penge til sundhed og forebyggelse, til de mindste børn, og til støtte til IT-svage

Louise du Plessis de Richelieu (SF) er tilfreds med forliget. Hun hæfter sig navnlig ved, at de penge, regeringen har afsat til at styrke indsatsen for sundhed og småbørn, vil blive brugt på netop det. – Andre kommuner har valgt at bruge de ekstra midler på andre ting. Vi er heldigvis enige om at bruge pengene sådan, som de var tænkt. Der er brug for det, og jeg er glad for, at vi kan styrke sundheds-indsatsen, siger SF’eren.

Hos de konservative er det indsatsen overfor de ældre, der er i fokus:

– Jeg kan se mange gode takter i budget-aftalen. Hvis jeg skal drage en enkelt frem, må det være, at vi – trods de svære tider – har formået at fastholde vores service for de ældre borgere, siger Bjarne Birk Hansen (C).

De radikales Emrah Tuncer mener at aftalen vil forbedre forholdende for de frivillige i kommunen:

– Der er ikke mange penge at rutte med. Så meget desto bedre er det, at vi nu har et flertal, som vil forbedre forholdene for de frivillige. Det er både til gavn for borgerne og for det fællesskab, som en kommune i bund og grund er, siger Emrah Tuncer.

Budgetaftalen vil blive 2. behandlet og vedtaget på byrådsmødet den 10. oktober.