28. marts 2024

En undersøgelse af mulighederne for et tættere erhvervssamarbejde mellem Lejre, Roskilde og Holbæk Kommuner er på vej.

Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse i Holbæk Kommune behandler på sit møde i næste uge en undersøgelse af erhvervsudvikling og samarbejdsmuligheder i Lejre, Roskilde og Holbæk Kommuner.

Både Lejre og Roskilde har allerede godkendt undersøgelsen. Hvis Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse ligeledes nikker til forslaget, skal rådgivere fra NIRAS i gang med at identificere mulighederne for et fælles strategisk erhvervssamarbejde og desuden give forslag til ændringer, der kan forbedre erhvervsudviklingen i kommunerne.

– Vi har et fælles behov for vækst i vores erhvervsliv. Derfor er tiden også til at se, om vi kan være endnu mere ambitiøse i vores indsats. Jeg ser frem til at få nogle konkrete forslag på bordet, som kan danne udgangspunkt for det videre arbejde, siger Kenny Jensby, der er formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse i Holbæk Kommune.

Mulighederne i eksport
sit tilbud om en forundersøgelse beskriver NIRAS situationen efter finanskrisen som en udvikling fra vækst via forbrug til vækst via eksport.
Men de små og mellemstore virksomheder, hvor vækstmulighederne primært ligger, har ikke overskud til den strategiske indsats, det kræver at komme ud på verdensmarkederne.

– Vi har rigtig mange små og mellemstore virksomheder i Holbæk Kommune, og deres vækst afhænger også af, hvor dygtige kommunerne er til at bakke op. Derfor giver det også god mening at se, om vi kan forene kræfterne til fordel for erhvervslivet, siger Kenny Jensby.

NIRAS’ analyse forventes at være færdig ved årets udgang. Herefter skal sagen igen behandles politisk.