28. marts 2024

Genbrugspladsen på Spånnebæk i Holbæk lukker frem til foråret 2013 – grund er, at der skal laves en helt ny genbrugsplads.

Genbrugspladsen i Holbæk er ikke bygget til de mange daglige kunder. Derfor går Holbæk Forsyning A/S i starten af oktober i gang med at bygge en ny genbrugsplads.

De kunder, der er vant til at kunne aflevere deres affald på genbrugspladsen i Holbæk må derfor indstille sig på en længere køretur.

– Behovet for en mere effektiv og tidssvarende genbrugsplads i Holbæk er blevet mere og mere tydeligt i de senere år. Det kan heldigvis lade sig gøre uden at skulle købe en ny plads, men det giver selvfølgelig nogle udfordringer for vores kunder, der desværre i en periode skal køre lidt længere med deres affald, siger administrerende direktør i Holbæk Forsyning A/S, Susan Münster.

Nemmere at komme af med affaldet
På den nye genbrugsplads, som altså forventes at stå klar til foråret, vil det blive nememre at komme af med affaldet, fordi kørevejen bliver hævet i forhold til containerne. Samtidig bliver den tunge trafik med tømning af containere udskilt fra den almindelige trafik og det vil, ifølge Holbæk Forsyning, betyde, at det både bliver nemmere og hurtigere for at komme af med affaldet de rigtige steder.

– Vi har set på udviklingen af genbrugspladser andre steder i landet, for at finde en løsning, der kan leve op til vores kunders behov ikke bare nu, men også i de kommende mange år. Her betyder det meget, at de enkelte kunder kan komme af med deres affald hurtigt og nemt og at den nødvendige kørsel med vores arbejdskøretøjer ikke kommer i vejen for kunderne,” siger Annette Vangslev, leder af affald i Holbæk forsyning A/S. Annette Vangslev, der dog ikke vil garantere, at der aldrig vil være kø, når den nye genbrugsplads står færdig.

Udvidede åbningstider og bemanding
Mens arbejdet står på, vil Holbæk Forsyning A/S udvide åbningstider og bemanding på pladserne i Jernløse, Tølløse og Tornved samt etablere midlertidig mulighed for at komme af med haveaffald på Ved Faurgarden 5A.