Oplev Carsten Bang, Omar Marzouk og Ruben Søltoft i Grand bio

Grand Bio i Holbæk og Comedy ZOO On Tour præsenterer tre af tidens populære komikere nemlig Ruben Søltoft, Carsten Bang og Omar Marzouk.

Alle tre er kendte fra medierne og har med hver deres stilart bidraget til at gøre stand-up til en af de mest anerkendte underholdningsgenrer i Danmark. De kan nu opleves i Grand Bio tirsdag den 25. september.

Ruben Søltoft, komiker, skuespiller og fan af vandmeloner, er forsvarende danmarksmester i stand-up og et stærkt upcoming talent. Hans fantasifulde og velskrevne jokes kombineret med en udtryksfuld og excentrisk mimik har på rekordtid skabt ham en stor fanskare. Ruben har opnået landsdækkende succes, bl.a. for sin optræden ved Comedy Aid 2011, hvor hans “jeg er et dådyr”-joke blev en viral landeplage på Youtube. Ruben har senest kunnet opleves som komikerspiller i forårets sæson af “Live fra Bremen” på TV2 og var desuden nomineret til årets Läkerol talentpris ved Zulu Comedy Galla der blev vist på TV2 Zulu i søndags den 9. september. Ruben kunne samme aften opleves i “Sjit happens”, en ny tv-serie med premiere på pilotafsnittet lige efter Zulu Comedy Galla på TV2 Zulu.

Omar Marzouk har gennem årene bidraget med utallige satiriske aHA!-oplevelser til mange af de store samtaleemner herhjemme og begejstret tv-seere, publikum og anmeldere med sine nuancerede pointer, som han godmodigt kaster ud i samfundet til grin og diskussion. Hans store kunstneriske spændvidde har sikret ham respekt og anerkendelse hos en meget bred målgruppe – fra TV2 Zulus stand-up-fans, over teatrets folkelige publikum til DR2s intellektuelle feinschmeckere. Omar har senest kunnet opleves rundt i landet som skuespiller i stykket “Mogens og Mahmoud, hvor han også opnåede flot omtale, og som vært på programmet “Omars ark” på DR2.

Carsten Bang er en af landets mest garvede komikere, der med sit jyske lune og en underdrejet komisk elegance får salen til at overgive sig af grin. Han kender danskerne, kender sit publikum og leverer eftertænksomt materiale spækket med små genialiteter og morsomme betragtninger. Carsten Bang kunne sidste år opleves i sit anmelderroste one man show ”Plukker kameler”, der nu er ude på dvd. Showet fik bl.a. fire hjerter i Politiken og ordene (Carsten Bang) ”hører til i superligaen” med på vejen.

September måneds Comedy ZOO On Tour byder kort og godt på tre skarpe sæt stand-up comedy med nogle af tidens mest interessante comedy-navne. Billetter fås via Grand Bio.

Skriv et svar