Det skal være sjovere i dagtilbudende

Et nyt projekt i Holbæk Kommunes Distrikt Vest skal sikre bedre sammenhæng mellem dagtilbud og skole – målet er at gøre børnene mere parate til skolens undervisning

De nye elever, som netop er begyndt i skolernes 0. klasse, var godt forberedte på overgangen fra dagtilbud til folkeskole. Men de børn fra dagtilbud i Holbæk Distrikt Vest, som starter i 2013 eller 2014, bliver sandsynligvis endnu mere parate til skolestarten.

På lørdag starter Holbæk Kommunes dagtilbud i Distrikt Vest et 2-årigt pilotprojekt. Målet er, at fremtidens skolebørn bliver mere parate til at modtage undervisning fra første skoledag. Det skal ske ved, at lærerne og dagtilbuddenes medarbejdere styrker deres tværfaglige samarbejde. Dagtilbuddet i Distrikt Vest har derfor nu ansat en læreruddannet medarbejder i en 2-årig projektstilling.

Dagtilbuddene i Holbæk Kommune skal ikke alene sikre en højere grad af sammenhæng mellem dagtilbud og skole. Børnenes sprog skal også være mere udviklet, når de starter i skolen. Sproget spiller nemlig en stor rolle for, hvordan det enkelte barn formår at modtage undervisning. Pilotprojektet i Distrikt Vest vil blive testet grundigt – bl.a. ved hjælp af Undervisningsministeriets sprogscreening.

Tænker i nye baner
Lederen af Distrikt Vest, Kim Birger Nielsen, understreger, at projektets formål er at gøre de kommende skolebørn mere undervisningsparate vel at mærke uden, at det går ud over legen i dagtilbuddet:

– For at kunne gøre det, må vi være parate til at tænke i nye baner. Vi skal som personale ikke alene fokusere på, at børnene lærer det de skal, men også selv sørger for at udvikle os. Alle ansatte kommer på kursus, og vi har fundet højt kvalificerede undervisere til formålet.

Direktøren for børn, unge og familier i Holbæk Kommune, René Junker, understreger, at pilotprojektet skal gøre det både sjovere og mere kreativitetsfremmende for børnene at være i vuggestue og børnehave:

– Derfor skal vi udvikle kommunens dagtilbud, så de i endnu højere grad end i dag stimulerer børnenes sprogudvikling og lysten til at lære. Om pilotprojektet bliver ”Fremtidens dagtilbud”, ved vi først, når pilotprojektet er afsluttet. Det er positivt, at medarbejderne er indstillede på at tænke og arbejde utraditionelt. Vi vil naturligvis også undersøge forældrene synspunkter vedrørende projektet, siger René Junker.

Skriv et svar