29. marts 2024

I aften er der igen Nattens Løb i Holbæk. Arkiv foto: Rolf Larsen.

aften klokken 22.30 sendes op mod 1.200 løbere ud i Holbæks gader til Nattens Løb. Arkiv foto: Rolf Larsen.
I aften bliver flere hundrede løbere sendt af sted gennem Holbæks gader i NattensLøb – men inden da, vil der være både gode tilbud og underholdning hele aften.

Sidste år deltog næsten 1.200 løbere. Hvor mange der deltager i aften vides ikke, for man kan tilmelde sig løbet helt frem til klokken 21.30 i Sportsmaster i Ahlgade. Men Holbæk Løbe- og Motionsklub, har sat et loft på max 1.200 deltagere.

Start og mål sker som sædvanlig fra Torvet på Ahlgade – deltagerne løber ned ad Ahlgade og til Gasværksvej og videre op af Studiestræde, retur til Ahlgade, videre til Havnevej til Markedspladsen, Østre Anlæg, på stisystemer rundt om Seminariet og videre ned til Smedelundsgade og herfra retur til Torvet, Ahlgade.

Ruten er 5 km og skal for 10 kilometer-løbernes vedkommende gennemløbes 2 gange

Musik og tilbud
Inden løberne sendes afsted kl. 22.30, vil bymidten være spærret af og butikker, foreninger, caféer osv vil rykke ud på gaderne til aftensalg, der varer frem til klokken 22.

Mange butikker har valgt at lave specielle tilbud eller nedsætte varerne ekstra meget i aftenens anledning.

Som tidligere omtalt her på Holbaekonline.dk så sørger Musikklubben Elværket for musikalsk underholdning med Peter fra Peter og de andre kopier i klubbens telt på Ahlgade fra klokken 18 – 19.

Klokken 20 indtager bandet Down Low den store scene på Torvet for at levere musikalsk underholdning. Inden da har har dansere og fitness folk fra Woods optrådt på scenen.

Men der foregår meget mere underholdning. Allerede klokken 16.00 er der klovne og børneløb ved Brogaard med gaver til de børn der deltager, klokken 20 er der show ved SuperBest og 20.30 er der auktion til fordel for Sygehusklovnene.

Ved Gaya Musik optræder teatergruppen Elverfolket klokken 21.00 og kl. 21.15 spiller Brødrene Gyldenkærne Mette Ks gård.

Desuden kan man møde forskellige foreninger, Holbæk Kommunes borgerservice, høre Uprising Gospel Choir ved Noa Noa kl. 18.30 og 19.15 og ved Lystfiskeren vil der blandt andet være en klatrevæg og ponyridning.