OL-bronzevinder udfordrede kommunens 7.klasser

500 7. klasses-elever fra hele Holbæk Kommune deltog i ”7’eren”. Foto: Holbæk Kommune.

OL-bronzevinderen Joachim Fischer inspirerede i dag kommunens 7. klasser til at dyrke mere motion.

Den nye, store sammenkomst for 7. klasserne i Holbæk Kommune – ”7’eren” – fik i dag en flot premiere. Bag står Ung Holbæk, Kultur & Fritid, DGI Vestsjælland og kommunen, som havde lavet et seks timer langt aktivtetsprogram.

Arrangementet fandt sted på Kulturkasernen og de omkringliggende sportsarealer. Her kunne eleverne prøve vidt forskellige former for motion – lige fra taekwondot og dans til mange andre former for sport. Gode kostråd til de unge var også en del af programmet.

Bronzevinder ved OL i London, Joachim Fischer, opfordrede eleverne til at spise sundt og dyrke motion. Foto: Holbæk Kommune.

Badmintonstjernen Joachim Fischer, der vandt bronze i mixdouble ved OL i London, blev dagens absolutte midtpunkt. Begejstringen var stor blandt de rundt regnet 500 unge, da helten fra London gav en peptalk på basis af sine egne erfaringer som elitesportsmand. Han opfordrede dem bl.a. til at spise sundt og dyrke motion.

Nye klasser – nye venner
Udover det sunde, har ”7’eren” også et andet vigtigt formål. De mange nye 7. klasser på kommunens otte folkeskoler er et resultat af den nye skolestruktur, hvor 7.-9. klasserne (overbygningen) samles på én skoleafdeling.

Arrangørerne havde derfor tilrettelagt dagen, så den meget anderledes skoledag med fælles opgaver på tværs af skoler og lokalområder blev et bidrag til at styrke de enkelte elevers selvværd og selvtillid.

– Det er uhyre vigtigt, at vores børn og unge dyrker motion. Det gavner både indlæringen og den almene sundhed, siger René Junker, som er direktør for børn, unge og familier i Holbæk Kommune og fortsætter:

– Lige nu er kommunens børne- og ungepolitik i offentlig høring. Her udpeges to store problemområder – henholdsvis det lave uddannelsesniveau og den bekymrende sundhedstilstand. ”7’eren” er derfor det rigtige initiativ på det rigtige tidspunkt.

13-årige Casper Lemb fra Skolen ved Tuse Næs gav OL-helten Joachim Fischer god modstand i disciplinen ”beachminton” (badminton på græs eller sand). Foto: Holbæk Kommune.

Skriv et svar