Telefonsvindler narrede penge fra kvinde

En 50-årig kvinde fra Regstrup lod sig mandag formiddag narre til at overføre et større pengebeløb til en vildt fremmed mand.

Tirsdag morgen kontaktede kvinden politiet og fortalte, at hun havde fået et underligt telefonopkald dagen før. En engelsktalende mand havde ringet og oplyst, at han var ansat i firmaet Microsoft. Manden havde formået at få hende til at overføre et firecifret beløb til en fremmed bankkonto.

Kvinden var efterfølgende blevet bekymret for at lide et økonomisk tab og havde fundet ud af, at bankkontoen, som pengene skulle overføres til, formentlig hørte hjemme i Indien. Telefonnummeret, som manden ringede fra, havde den 50-årige skrevet ned, og lokalpolitiet i Holbæk prøver – om muligt – at hjælpe kvinden med at få standset pengeoverførslen og i øvrigt at få identificeret manden.

Holbaekonline.dk har tidligere skrevet, hvordan svindlere forsøger at narre godtroende danskere, ved at udgive sig for at komme fra Microsoft.

Læs også: Pas på: falske IT-folk på spil i telefonen

Skriv et svar